Tip os log ind

Debat: Budget for 2020 - den spændende og sjove periode for byrådet

07. oktober 2019, 11.42

Debat Vi er i fuld gang med Ikast-Brande Kommunes budget for 2020. Det er en meget hektisk og kort periode, som vist aldrig har været så kort og hektisk som i år, når jeg lytter til de mere erfarne byrådspolitikere, på grund af valget lige inden sommerferien. Forhandlingerne med regeringen og Kommunernes Landsforening blev først færdige her efter sommerferien.

Vi fik sidste weekend tilsendt Budgetbog 1 som oplæg til budgettet, og så var der ellers en god søndag med læsning af alle tallene til det kommende års budget og alle ønskerne og forslagene til budgettet, og det var en rigtig god og spændende søndag, hvor der var mulighed for at komme ind i forudsætningerne for det kommende år. Tallene har vi ikke set før nu, og hele budgettet skal godkendes 5. november, hvor vi har 2. behandling af budgettet.


Hvordan ser det så ud?

Heldigvis er budgettet cirka 100 millioner kroner bedre end forventet, og det er en positiv start. Sidste år måtte vi tage meget alvorligt fat og spare 80 millioner kroner, og det var ikke nogen sjov proces, men en nødvendig proces for at få rettet op på økonomien.

I forhold til prognoserne så er økonomien forbedret på flere områder, som det også fremgik af kommunaldirektør Flemming Storgaards omtale i Herning Folkeblad fredag 4. oktober. Det er blandt andet følgende:

. Personskatter 25 millioner kroner

. Selskabsskatter 30 millioner kroner

. Finansieringstilskud ifølge aftale mellem KL og regeringen 37 millioner kroner

Det er 92 millioner kroner bedre på indtægtssiden, og dertil kommer, at vi har ændret måden at udarbejde budgettet på, så de såkaldte tekniske reguleringer ikke automatisk bliver indregnet, men dem skal vi i byrådet tage stilling til først. Desuden fremskriver vi kun den demografiske udvikling i befolkning med 50 procent mod tidligere 100 procent, og det gør også, at det 1. budgetudkast ser bedre ud end sidste år.

Det er meget glædeligt, at det går så meget mere positivt i Ikast-Brande Kommune end tidligere, og at vi har en positiv tilflytning af nye borgere til vores kommune. Vi er ellers ofte alt for slemme til at tale vores kommune ned og fremhæve alt det, der er forkert og er for dårligt. Men med 25 millioner kroner mere i skatter, så er der positive tegn.

Selskabsskatterne svinger dog så meget hvert år, at jeg ikke vil tage disse ind og regne med at, de kommer hvert år, da de historisk har været meget svingende. Så de bør lægges i kassen til vores kassebeholdning, som har bevæget sig fra 300 millioner kroner ned til 150 millioner kroner, og den er på vej ned mod 100 millioner kroner, da vi blandt andet er i gang med at bygge en fantastisk ny skole lige midt i Brande, og det bliver rigtig godt.

Kommer der en ny Udligningsreform, som vi alle håber, og som vores borgmester Ib Lauritsen (V) har kastet sig ind i debatten omkring, og prøver at indvi politikerne på Christiansborg om, hvad det handler om, mister vi måske Finansieringstilskuddet på de 37 millioner kroner og får et andet beløb i stedet.

Så vil vi undgå skattestigninger i de næste år, skal vi bære os klogt ad med de ekstra næsten 100 millioner kroner, vi har fået i år og ikke bare bruge løs.

Der kommer også positive resultater ud af, at vi skal spare og se på, hvor vi bruger pengene. Som eksempel kan jeg nævne, at vi i Arbejdsmarkedsudvalget har strammet op på sygedagpengeområdet i en konstruktiv dialog med arbejdsgiverne. Vi har også nedlagt puljeflexjob-ordningen, og det var heller ikke sket, hvis ikke vi havde været presset på vores økonomi.

Vi skal derfor gå ydmyg ind i budgetfasen, så vi bruger pengene fornuftigt, så vi ikke igen i 2021 skal til at spare 80 millioner kroner, som vi skulle sidste år. Og så glæder jeg mig bare til den næste spændende måned med budgetarbejdet frem mod 5. november.


Ordet er dit



Mere Debat