Tip os log ind
Kasper Pauli Pedersen (S) og resten af byrådsgruppen er kritiske over for Buurtzorg-modellen.
Foto: Henrik Ole Jensen

Debat: Eksperimentet Buurtzorg

06. november 2019, 09.17

Debat På sundheds- og omsorgsudvalgets møde 31. oktober stemte Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative for at bruge flere hundrede tusinde kroner på mere bureaukrati ved at godkende proces og handleplanen for et pilotprojekt - der skal afprøve en Buurtzorg-model for vores kommunale hjemme- og sygepleje.

Buurtzorg refererer til en hollandsk model, hvor man arbejder med integreret hjemme- og sygepleje i selvstyrende teams, og hvor civilsamfundet involveres i meget højere grad i den praktiske hjælp, end vi kender fra den danske velfærdsmodel, hvor alle har ret til en ensartet hjælp udført af fagligt kompetente medarbejdere.

Vi socialdemokrater har sådan set ikke nogle problemer med, at der tænkes nyt og at vanetænkning udfordres på vores velfærdsområder. Det erklærer vi os selvfølgelig parate til, men vi har nogle bekymringer, som vi ønsker at lægge åbent frem til diskussion.

Vi er bekymrede for udsigten til, at vi går i retning af, at civilsamfundet skal løfte mere og mere af den velfærd, som vi før forbandt med en rettighed. Vi er bekymrede for udliciteringen af sygeplejen - ikke kun af ideologiske grunde, men fordi det ikke er gjort med succes nogle steder i Danmark - tværtimod. Der er altså en kæmpe risiko forbundet hermed både fagligt og økonomisk.

Vi kunne undgå de værste risikofaktorer ved at afprøve og arbejde i kommunalt regi med tværfaglige og selvstyrende teams her og samtidig bibeholde de dygtige medarbejdere i både vores hjemme- og sygepleje, der i alle tilfredshedsundersøgelser scorer rigtig flot og løser deres opgaver med høj kvalitet.

Det ville være nytænkende og gøre vores bekymringer til skamme. Det var der desværre ikke politisk vilje til i udvalget. Derfor stemte vi imod, og derfor trænger spørgsmålet sig på - handler det her overhovedet om udvikling og nytænkning af vores fælles velfærd?


Ordet er dit



Mere Debat