Tip os log ind
?Frederik Viberg Jensen.
Foto: Privatfoto

Debat: ProMidt gør os til nogen, før vi bliver til noget

05. juli 2019, 10.19

Debat Det første, jeg tænkte, da min UU-vejleder foreslog, at jeg skulle starte på ProMidt, var ganske enkelt nej.

Jeg havde fået dannet mig et billede af, at en produktionsskole var noget nærmest skamfuldt, man startede på, hvis man ikke havde nogle fremtidsvisioner eller ambitioner angående uddannelse og job.

På daværende tidspunkt i mit liv virkede dette som noget, man absolut skulle have for ikke at blive stemplet som en useriøs og uproduktiv teenager, der ikke levede op til de forventninger, samfundet havde og stadig har til unge mennesker.

Jeg følte et kæmpe pres over at skulle blive til noget så hurtigt som muligt, og jeg tænkte, at det at starte på ProMidt ville betyde, at den dengang så ufatteligt vigtige proces ville blive sat på pause, og jeg ville komme langt bagud i det intense løb, der kørte og desværre stadig kører mellem os unge.

Produktionsskole var ikke et sted, jeg følte, jeg i samfundets øjne havde tilladelse til at gå på lige indtil det - grundet adskillige psykiske problematikker blandt andet skabt af presset tidligere beskrevet - var min eneste mulighed.


Et fantastisk fællesskab

Jeg startede op på en af ProMidts værksteder i januar 2019 og blev straks mødt af et personale, der udviste utroligt meget respekt, omsorg, tolerance og fleksibilitet overfor mig og de udfordringer, jeg havde med i bagagen.

Det næste, jeg mødte, var unge mennesker, hvoraf mange på den ene eller anden måde var i krig med enten dem selv eller med omverdenen, men trods dette ikke viste mig andet end venlighed, så snart vi havde set hinanden an.

I dag er jeg en del af et fantastisk fællesskab bestående af enestående og vidt forskellige mennesker, hvor man ikke blot udviser basal accept for hinanden, men også en nærende respekt og anerkendelse.

De fleste af os har ting at kæmpe med, men de ting er i min opfattelse overskuelige og nærmest overvindelige i hinandens nærvær.

Jeg føler stadig at mit valg om at gå på produktionsskole af og til bliver mødt med de fordomme, jeg selv havde i starten, og jeg føler desværre også, at nogle folk har en negativ opfattelse af, hvilke typer mennesker der går på produktionsskole, også ProMidt.

Det, synes jeg, selvfølgelig er rigtig ærgerligt, da stedet giver så ufatteligt meget, hvis man er villig til at tage imod.

Jeg går i hvert fald ikke selv og er så forfærdeligt presset over de ting, jeg var i starten, selvom de ambitioner, jeg oprindeligt havde angående skolegang og karriere er blevet tilsidesat til fordel for noget vigtigere.

ProMidt har givet mig og mange andre noget, som er langt større end nogen uddannelse eller noget job, nogensinde ville kunne. Så kan det godt være, at nogle folk er af den opfattelse, at der ikke er særlig meget prestige i beskæftigelsen, men én ting er helt sikkert; ProMidt giver en redskaberne og rummeligheden til, at man kan blive til nogen, før man bliver til noget, hvilket er en ufatteligt undervurderet og berigende proces.

Man skal selvfølgelig selv gøre sit for, at denne proces lykkes, men stedet gør i hvert fald deres.

ProMidt har lært mig, at det er okay at nyde nuet, frem for at frygte fremtiden. Ligeså er jeg overbevist om, at stedet har lært mange andre at værdsætte nuet frem for at fordømme fortiden. På ProMidt er det ligegyldigt, om man har nogle diagnoser, domme, afhængigheder eller blot i tvivl om, hvad man vil. ProMidt anser en som et menneske med potentiale, og et menneske der fortjener en chance; Noget mange af os unge, der går på skolen, har manglet andre steder.


FGU-skoler

Efter sommerferien bliver ProMidt til en af landets nye FGU-skoler. En ny uddannelse, der forbereder unge under femogtyve på at gå i gang med en ungdomsuddannelse eller komme i job.

Uddannelsen har tolerance for unge med faglige, personlige eller sociale problematikker og vil stadig blive ledt af de skønne folk på ProMidt, som gennem min tid på skolen har udvist nærmest utrolige mængder af dette.

Jeg er overbevist om, at uddannelsen vil blive et absolut hit og fortsat få klargjort en masse unge mennesker på at tage næste skridt på deres vej i livet, hvad end dette så måtte være.

Jeg kan i hvert fald kun ytre mig positivt om stedet og varmt anbefale det til andre unge, der har brug for et pusterum til både at finde ud af hvem de er, og hvad de vil.


Ordet er dit



Mere Debat