Tip os log ind
  • 1/: Svend Erik Hansen har i 25 år været tilknyttet kirken i Isenvad, hvor han sætter stor pris på kombinationen af at være graver og kirketjener.
    Foto: Laila Kempel
  • 1/: Svend Erik Hansen - 25 års jubilæum Isenvad Kirke

Den danseglade kirketjener

Svend Erik Hansen har i 25 år fungeret som både graver og kirketjener i Isenvad
21. juli 2019, 09.36

JUBILÆUM Her i midten af juli er det nøjagtig 25 år siden, at Svend Erik Hansen for første gang satte spaden i jorden på kirkegården i Isenvad.

Han har siden 1994 været en del af livet omkring landsbyens kirke.

Graver-stillingen indebærer nemlig, at han er en aktiv del af gudstjenesten som kirketjener, og for Svend Erik Hansen faktisk lidt af en bonus, der var med til, at han overhovedet søgte stillingen i sin tid.

- Jeg har altid været engageret i kirken og dens arbejde, så derfor var det den perfekte stilling for mig, fortæller Svend Erik Hansen mens han byder på kaffe i det lille hus i hjørnet af kirkegården, hvor han har sine personalefaciliteter.

Han kalder sig selv et troende mennesker, der trives med at arbejde med for og ved den lokale kirke.

Hverdagen bestemmer han selv.

- Det kræver lidt selvdisiciplin at gøre tingene færdig hver gang man går i gang med en opgave. Man skal ikke flyve fra det ene til det andet, så bliver man aldrig færdig, siger Svend Erik Hansen, og indrømmer, at selvom han elsker sit job og friheden, der følger med, så er han ikke den, der fortsætter i sin egen have, når han kommer hjem.

- Mange af mine kolleger er uddannede gartnere - jeg er elektriker - og har på den måde ikke grønne fingre. Min have er ganske almindelig, siger Svend Erik Hansen, og fremhæver samtalen med mennesker som den del af jobbet, han sætter mest pris på.

- Samtalerne og mødet med mine medmennesker er det jeg sætter pris på. For mig er opgaven at sikre, at jeg som kirkens repræsentant går mit yderste for, at folk er glad og tilfredse. Tingene skal være i orden, understreger jubilaren

Han er oprindelig fra Hejnsvig ved Grindsted og færdiggjorde sin uddannelse som elektriker på Grindsted værket, inden han kom til civilforsvaret.

Som nygift bosatte han og hustruen Linna sig i Herning i håbet om at finde job i det midtjyske.

- Men der var kartoffelkur og ikke just optur, så da vi fik tilbudt job på KFUM og KFUK's landskontor i Købehavn, flyttede vi til hovedstaden. Vi boede nogle år i København, hvor vi også i tre år var lederpar på soldaterhjemmet på Holmen, fortæller Svend Erik Hansen.

Men i 1984 vendte de tilbage til det jyske, hvor lederjobbet på soldaterhjemmet i Karup var blevet ledigt.

- Vi var der i ti år, men Linna ville gerne læse til pædagog, og vi besluttede derfor, at vi skulle prøve noget andet. Og det blev så jobbet i Isenvad, siger Svend Erik Hansen.

- Det er et fantastisk job - jeg bestemmer selv min hverdag. Jeg går ude hver dag og får masser af frisk luft og lys hver eneste dag. Jeg tror kun jeg sammenlagt har været syg i 14 dage i de 25 år, jeg har været her, pointerer han.

Fritiden fylder han godt op med forskelligt kirkeligt arbejde. Han er formand for soldatervennernes lokale kreds, er netop stoppet i landsledelsen, men har til gengæld påtaget sig bestyrelsesarbejde for soldaterhjemmet i Karup. Han er engageret i det lokale KFUM og KFUKs voksenarbejde i kirkecentret i Ikast, og er engageret i en af de lokale Y'mens Clubber.

Men han er også en glad danser, der gerne tager en svingom, når den lokale sqaredancerklub holder klubaftener og ikke mindst står bag større nationale såvel som internationale stævner.

Jubilæet ved kirken markeres med kirkefrokost efter gudstjenesten søndag 21. juli.


Ordet er dit



Mere Isenvad