Tip os
Den stor nyhed om fusionen blev lanceret ved et pressemøde i oktober. Nu er den nye klub en realitet. Fra venstres ses dobbelt baneejer Jens Poulsen, formand i klubben John Kristensen og Lars Søgaard, der er ansat som direktør i klubben.
Foto: Flemming Hansen

Den nye golf-fusion er nu en realitet

Stor opbakning blandt medlemmerne til den nye Ikast Tullamore Golf Club
07. december 2017, 07.36

IKAST Ikast Tullamore Golf Club en realitet.

Efter pressemødet i oktober, hvor planerne om salg af bane til Jens Poulsen og fusion af golfklubberne i Ikast og Tullamore, blev offentliggjort, har der været holdt såvel informationsmøder som generalforsamlinger i klubberne.

Og tingene er nu faldet på plads.

Ved begge informationsmøder i de to klubber var fremmødet stort. Herefter fulgte generalforsamlingerne.

I Tullamore Golf Club var der én blank stemme - alle andre stente for fusionen.

Dagen efter indledte Ikast Golf Klub den første af i alt tre generalforsamlinger, kun med punktet "mandat til salg af jord" til Jens Poulsen, og her fik bestyrelsen et klart ja til at arbejde videre med planerne.

Det førte så videre til den næste generalforsamling, som i øvrigt var klubbens ordinære generalforsamling, hvor der skulle stemmes omkring fusion med Tullamore og nye vedtægter for klubben.

- Det blev et tilløbsstykke på Hotel Medi. Alle stole var i brug. 372 af 372 stemmeberettigede stemte for begge forslag, en fantastisk opbakning til projektet, fortæller Lars Søgaard, der er ansat som direktør i den nye fusionsklub.

Sidste fase var en ekstraordinære generalforsamling, hvor der skulle stemmes om det samme igen, og igen var der 100 procents opbakning.

- Jens Poulsen overtager jorden fra Ikast Golf Klub 1. januar 2018, og bliver dermed dobbelt baneejer. Den nye fusionsklub, Ikast Tullamore Golf Club, starter op samme dag, og vil fremover være omdrejningspunktet for cirka 1500 medlemmer, der skal dyrke den lille hvide kugle på nu 36 huller, siger Lars Søgaard.

Sammen med en række engagerede medarbejdere fra de to klubber glæder de sig alle til at komme i arbejdstøjet og servicere golffolket i Ikast.

Den nye bestyrelse for fusionsklubben vælges først på den nye klubs generalforsamling i februar 2018, dog har John Kristensen, der er nuværende formand for Ikast Golf Klub, nikket ja til at fortsætte i formandsstolen. Herudover forventes det at blive medlemmer fra de nuværende golfklubber, der skal indgå i den nye bestyrelse, så man får så meget kontinuitet som muligt.


Ordet er dit