Tip os log ind
Júnior Brumado (t.h.) og FCM vandt søndagens lokalopgør i Silkeborg.
Foto: Henning Bagger/ritzau Scanpix

Derbysejr: Kontrolleret FCM-gevinst i Silkeborg

Superligaens førerhold vandt lokalopgøret med 2-1
06. oktober 2019, 19.59

FODBOLD Efter pokalnedtur mod Fremad Amager og liganederlag mod OB er FC Midtjylland tilbage på sejrssporet.

Søndag aften vandt vicemestrene med 2-1 i lokalopgøret ude mod bundholdet Silkeborg IF.

En scoring af Emiliano Marcondes og et selvmål af værternes Frederik Alves Ibsen grundlagde FCM-gevinsten foran 4773 tilskuere på Jysk Park, hvor SIF-topscorer Ronnie Schwartz reducerede i overtiden.

Gæsternes første scoring efter 31 minutter var en smuk en af slagsen. I høj fart og på kanten af Silkeborg-feltet vippede Evander Ferreira flot bolden videre med ydersiden. I feltet var Emiliano Marcondes lige så elegant. I en og samme bevægelse sparkede lejesvenden fra Brentford - ligeledes med ydersiden - kuglen i nettet via den ene målstolpe.

Det var ellers Silkeborg, der hidtil kun har hentet tre point i sæsonen, som indledte med tre halvstore chancer til Ronnie Schwartz og Jeppe Okkels. Men - helt som forventet - var det FC Midtjylland, som sad tungest på boldbesiddelsen, mens hjemmeholdet satsede på hurtige omstillinger.

Offensivt var FCM's australske Awer Mabil mest synlig inden pausen hos førerholdet, der spillede kontrolleret i defensiven - og foldede sig mere ud i anden halvleg.

Her producerede »ulvene« langt flere chancer - heriblandt en stribe store tilbud til både Mikael Anderson, Júnior Brumado, Erik Sviatchenko, Evander Ferreira og ikke mindst Awer Mabil. Australieren burde blandt andet have scoret, da han var fri med keeper Rafael Romo, der stod bag mange fornemme parader i derbyet.

Målmanden fra Venezuela var dog chanceløs, da midtstopperen Frederik Alves Ibsen headede læderet i et eget net efter et hjørnespark fra Emiliano Marcondes.

Evander Ferreira burde også have nettet ad minimum to omgange, eksempelvis via et hovedstød tæt under mål. De mange FCM-afbrændere fik dog ingen betydning - heller ikke selvom Ronnie Schwartz reducerede i tillægstiden, da angriberen stod fri efter et langt indkast.

Med sejren i Silkeborg er FC Midtjylland nu fire point foran FC København på andenpladsen.


Ordet er dit



Mere Fodbold