Tip os log ind
Maria Piechnik Hust - takker kunderne for nogle gode år.
Foto: Laila Kempel

"Det bliver ikke et endegyldigt farvel"

En af byens kendte og vellidte butiksledere tager en time-out
21. juni 2018, 07.08

IKAST Halvandet år med dårlig ryg og kroniske smerter tvinger Maria Piechnik Hust til at prioritere sit helbred, og derfor stopper hun hos Butik Claire i Ikast Strøgcenter til juli.

Juli måned bliver en form for skæringsdato for Butik Claire.

To diskusprolapser og deraf følgende stærke daglige rygsmerter tvinger 39 årige Maria Piechnik Hust til at tage en time-out. I en periode fremover vil hun i stedet bruge sin tid på at genoptræne ryggen i håbet om at blive frisk igen uden operation.

Samtidig går én medarbejder på barsel, én har ønsket sin opsigelse og én fratræder for at prøve en anden branche. Et nyt team er i proces med at blive ansat, og når det sker, bliver det med Claire Retail som ejer. I dag ejes butikken af Maria Piechnik Husts mand, Nikolaj Hust, der i 2008 overtog Butik Claire, da hans mor Jytte Hust ønskede at geare ned og fokusere på andre interesser.

- Jeg nåede at arbejde sammen med min svigermor i to år, og ånden i Butik Claire er ført videre. Vi vil fortsætte med det brede sortiment og gøre alt for fortsat at lægge baren højt og give den gode service, som har kendetegnet butikken gennem de 42 år, den har eksisteret, siger en energisk Maria Piechnik Hust, der erkender, at det bliver voldsomt svært at undvære den travle hverdag i butikken og samværet med kunder og kolleger.


Stort savn

- Butik Claire er mit liv! Jeg plejer at arbejde mellem 42 og 52 timer ugentligt, for jeg elsker bare at være her. Jeg brænder for at arbejde med mode og mennesker, og jeg har så mange fantastiske faste kunder, som jeg kommer til at savne helt vildt. Mine ansatte har betydet utrolig meget for mig, de har kæmpet for at skabe en fantastisk butik samt gøre stemningen omkring Butik Claire rigtig god. Vi får stadig nye kunder fra Herning, Silkeborg og Holstebro, som synes, det er et dejligt sted at komme. Så pigerne, jeg har haft, skylder jeg en stor tak. Men det går bare ikke mere, jeg bliver nødt til at lytte til min krop, og jeg kan ikke fortsætte med at spise stærke smertestillende piller hver dag. I en periode har jeg arbejdet hele dagen i butikken, spist aftensmad og er gået på hovedet i seng. Jeg har ikke haft overskud til min dejlige familie, og nu bliver jeg nødt til at omprioritere. Med tre aktive sportsbørn på 13,10 og 6 år, samt en selvstændig mand, der har mange rejsedage om året, har jeg set tiden flyve af sted uden for meget tid med dem. Det kommer til at betyde meget for mig igen at blive en tæt del af deres hverdag, siger Maria Piechnik Hust.

Hun overlader Butik Claire til Claire Retail efter et år 2017, som blev det bedste økonomisk i 10 år.


Takker kunderne

- Igen er det et resultat, der er kommet på baggrund af de mange skønne, loyale kunder, vi har. Jeg vil betegne kundeforholdet som et tæt samarbejde. Jeg køber ind fra leverandørerne med en lang række specifikke kunder i baghovedet. Jeg ved præcis, hvad der klæder de forskellige kundetyper, og hvilken stil, de kan lide. Jeg sørger også for at nøjes med at købe få stykker af hver style, så det halve af Ikasts kvinder ikke kommer til at gå ens klædt. Jeg har en ekstremt god hukommelse, når det kommer til kunderne, jeg kan for eksempel altid huske, hvad de sidst har købt, og mange bliver overraskede, når jeg kommenterer på, hvordan eventuelle nye køb vil matche det, de allerede har i klædeskabet derhjemme, siger den tydeligt engagerede butiksleder. Hun lægger også vægt på, at hun altid giver en ærlig rådgivning og på den måde tænker langsigtet i sit salg.

- Jeg vil da for eksempel også hellere at folk kommer ind og bytter et stykke tøj, de har fortrudt at have købt, end at det bare hænger derhjemme uden at blive brugt, siger Maria Piechnik Hust.


Det forkromede overblik

Mærket Claire Woman er blot ét af 28 brands i Butik Claire, hvor Maria Piechnik Hust har det totale overblik. Hun har altid ønsket at arbejde kreativt og drømte på et tidspunkt om en uddannelse inden for interiør eller arkitektur.

- Men det blev heldigvis moden, jeg endte med. Og jeg vil fortsat hjælpe til med indkøb af lækre mærker til efteråret i butikken, så kvalitetsniveauet på brands og i butikkens sortimentssammensætning kan fortsætte. Jeg håber bestemt ikke, det bliver et definitivt farvel til Butik Claire. Hvis alt går vel, kan jeg måske komme tilbage i et "skåneprogram", siger Maria Piechnik Hust med et smil, men erkender samtidig, at den balance nok bliver svær, for når hun først befinder sig i butikken, så er hun 100 procent "på" og forlader ikke territoriet igen, hvis der er kunder, der mangler hjælp.

- Denne beslutning har været den sværeste, jeg har måttet tage. På den ene side har vi haft et fantastisk resultat økonomisk i butikken sidste år, og samtidig har vi brug for at genskabe det gode handelsliv, Ikast tidligere har været kendt for. Men mange søvnløse nætter i de seneste halvandet år med mine rygproblemer og smerter har gjort, at dette blev beslutningen. Ideen er, at Butik Claire skal fortsætte med samme positive energi og i den samme ånd, og jeg glæder mig til, at kunderne skal møde et nyt stærkt team, inklusive Louise Brokholm Lindhart, som vi selvfølgelig ser frem til at byde velkommen tilbage fra barsel om et års tid, slutter Maria Piechnik Hust, der igen understreger, at hun ønsker at takke kunderne - ikke mindst for alle de dejlige snakke, hun har haft med mange skønne kvinder igennem årene.


Ordet er dit



Mere Ikast