Tip os
  • 1/: Direktør i CO3, Christian Søsted Poulsen, er her flankeret af tv direktør i Visma Consulting, Torben Ryttersgaard og th direktør i IB Gruppen A/S, Bo Jensen, der er en af de tidligere hovedaktionærer.
    Foto: Presse
  • 1/: Direktør i Visma Consulting Torben Ryttersgaard og salgsdirektør i Visma Allan Hamilton samt CO3's salgschef Brian Mikkelsen, direktør Christian Søsted Poulsen, udviklingschef Kevin Steffer, designchef Flemming Klausen og onlinemarketingchef Ib Potter - fotograferet efter den officielle udsendelse af nyheden om salget.
    Foto: Presse

Det midtjyske webbureau Co3 solgt til norsk softwarekoncern

Nordens største software-virksomhed, norske Visma, har købt aktiemajoriteten i det succesfulde midtjyske webbureau Co3, som bevarer sit navn, hovedsæde i Ikast og lige nu er i fuld gang med at ansætte endnu flere medarbejdere
12. januar 2018, 07.48

IKAST Allerede kort tid efter fejringen af nytåret, springer champagnepropperne igen i Co3 i Ikast. Her glæder direktør Christian Søsted Poulsen, der sammen med det lokale medieholdingselskab IB Gruppen stiftede virksomheden i 2000, sig over salget af aktiemajoriteten til den norske it-koncern Visma. Christian Søsted Poulsen har sammen med ledelsen og en række medarbejdere hidtil også været medejere af webbureauet, som siden etableringen har haft IB Gruppen som hovedaktionær.

- Med Visma får vi en storebror, der gør det muligt at sætte turbo på vores mission om, at vi vil give alle virksomheder råd til at udnytte deres fulde vækstpotentiale på nettet. Opkøbet giver nyt og stort potentiale for os - og for vores kunder.

Visma bliver med købet af 75 pct. af Co3 ny hovedaktionær men ikke del af den daglige drift i det midtjyske selskab:

- Den resterende del ejes fremover fortsat af Co3s hidtidige ledelse, som fortsætter uændret, og en række medarbejdere. Så på den måde bliver det business as usual - internt og i forhold til alle vores kunder. Nu i et meget stærkere setup, som nu giver os helt andre kræfter, siger Christian Søsted Poulsen.


Handel med stort potentiale

Også Visma, der i Danmark særligt er kendt for softwareløsninger til løn og bogholderi som Visma Business, Dinero, e-conomic, DataLøn og MultiLøn, glæder sig over sin investering og potentialet i Co3, der er vækstet gennem udvikling af websites og webshop-løsninger.

- Vi har en klart defineret strategi om at bistå virksomheder med digitaliseringen, og for en stor del af disse er det selvsagt oplagt at digitalisere sine kundekanaler og udnytte de omsætningsmuligheder, der er online, siger Torben Ryttersgaard, administrerende direktør for Visma Consulting.

Hos Co3, hvor bruttofortjeneste i de seneste tre år er vokset med 85 pct., mens bundlinjen er mere end fordoblet til 5,66 mio. kr., ser Christian Søsted Poulsen stort potentiale i samarbejdet med de nye ejere, der skal hjælpe med den fortsatte vækst, ligesom Visma kan tilføje ressourcer i form af specialistviden til den fortsatte udvikling af bureauets eget-udviklede rammeværktøj, Espresso.


Et opgør med branchen

Netop Espresso har ifølge bureaudirektøren haft stor betydning for Co3s succesfulde vækst.

- Espresso har været med til at vende den klassiske bureaumodel på hovedet. Det er et rammeværktøj, som betyder, at vi ikke skal opbygge hver enkelt ny løsning fra bunden. Dermed minimerer vi antallet af konsulenttimer til programmering, så vores kunders budget kan bruges på indhold og markedsføring, der i sidste ende skaber den reelle værdi. Espresso skal ses som et opgør med den traditionelle bureaumodel, hvor alt udtænkes og bygges fra scratch, siger Christian Søsted Poulsen.

Spørger man hos Visma, er der heller ikke tvivl om, at Espresso er en medvirkende årsag til opkøbet.

- Det paradoksale er, at Espresso drastisk reducerer antallet af konsulenttimer, som er Co3s primære indtægtskilde. Men omvendt er værktøjet en unik value proposition for kunden, da budgettet kan bruges på direkte værdiskabende tiltag. Co3s evne til at pakketere og standardisere processer og leverancer, ligesom Espresso har standardintegration til flere ERP-systemer såsom Microsoft Dynamics, e-conomic og Visma Business, gør virksomheden geografisk skalerbar - både herhjemme og på Vismas øvrige markeder, siger Torben Ryttersgaard.

Endelig ser Co3s direktør også frem til potentialet under Vismas vinger:

- Visma har ca. 200.000 danske kunder, hvilket i sig selv giver oplagte muligheder for Co3, og så har koncernen en usammenlignelig track record, når man ser på væksten hos de selskaber, de har opkøbt gennem de seneste år, siger Christian Søsted Poulsen.


IB Gruppen stolt og glad sælger

Også den hidtidige hovedaktionær, IB Gruppen i Ikast med administrerende direktør Bo Jensen i spidsen, glæder sig over handlen:

- Jeg glæder mig både på Co3s, på medarbejdernes og på IB Gruppens vegne. Jeg et glad og stolt over, at det projekt, vi satte i søen for 18 år siden, har udviklet så positivt - selv i de brydsomme år under finanskrisen. Co3 er nu klar til at tage nye skridt fremad, og det giver salget til Visma de helt rigtige muligheder for. Allerede få dage før handlen faldt på plads, slog Co3 godt to håndfulde nye stillinger op. Det tyder på et selskab i fuld fart videre frem, siger Bo Jensen, der især glæder sig over, at den nye hovedaktionær anerkender værdien af det opbyggede koncept:

- Brandet Co3 består, og selskabet bliver i de nuværende rammer, hvor der er mulighed for ekspansion, siger Bo Jensen.

Fremover skal IB Gruppen også stadig levere backoffice i forhold til økonomi og administration, ligesom samarbejdet med kommunikationsbureauet Happy & Co, som også er en del af IB Gruppen og hører til under samme tag i Ikast, fortsætter uændret.

- Og så glæder det os, at Christian Søsted Poulsen fortsætter som aktionær og bestyrelsesmedlem i IB Gruppen, siger Bo Jensen.


Ordet er dit



Mere Erhverv