Tip os log ind
Bente »Putte« og Kjeld Broberg Lind kan den 26. december fejre diamantbryllup
Foto: Laila Kempel

Diamantbrudeparret havde en bolig på hånden

Bente »Putte« og Kjeld Broberg Lind måtte derfor hurtigt blive gift - midt i julen
23. december 2017, 08.57

DIAMANTBRYLLUP Det er ikke alle forundt at kunne holde diamantbryllup. Men for Bente, der af alle er bedre kendt som »Putte« og Kjeld Broberg Lind så er det ganske faktuelt, at de den 26. december har været gift i 60 år.

- Jeg har egentlig fortrudt, at jeg sagde ja til det her interview, men på den anden side, så er det jo ikke mange der kommer hertil, og da slet ikke i fremtiden, siger Kjeld Broberg Lind, der efter en mangeårig karriere som bankdirektør i Den danske Banks filial i Ikast valgte at satse på politik som borgmester i Ikast Kommune. Her sad han i hjørnekontoret fra 1990 til 2002.


I dag bliver folk skilt

- I fremtiden er der jo ingen der er gift tidligt nok til at kunne nå 60 år, og formentlig er de også blevet skilt inden, siger Kjeld Broberg Lind med et skævt smil, der afslører, at han nok har trukket sig tilbage fra det offentlige liv, men ikke har glemt humoren.

Bente og Kjeld Broberg Lind mødte hinanden på deres fælles arbejdsplads i bankverdenen i Ålborg. De var unge i en tid, hvor det var ganske uhørt, at man flyttede sammen uden at være gift. Faktisk var det ganske umuligt overhovedet at komme på venteliste til en bolig, hvis man ikke havde papir på hinanden.

Så da det kom parret for øre, at de kunne komme i betragtning til en ny - og godt nok dyr lejlighed til 300 kroner om måneden, selvom de endnu ikke havde sat børn i verdenen, så var det pludselig en hastesag at blive gift.


Tre gange lysning

- Det var i november vi blev klar over muligheden, men da der skulle lyses tre på hinanden følgende søndage, så endte vi altså med 2. juledag. Men så kunne vi også flytte ind 1. januar, fortæller Bente, der siden har haft sine udfordringerne med datoen.

- Det har været svært at finde steder at være - eller bare et sted, der vil levere maden på de runde bryllupsdage, erkender parret, som dog har fundet løsningen på den tilbagevendende udfordring til diamantbrylluppet her i 2017

I begyndelsen af 70'erne blev Kjeld Broberg Lind tilbudt jobbet som filialdirektør i Den Danske Banks afdeling i Ikast, hvor det ikke gik helt som det skulle.

- Direktøren i København havde svært ved at acceptere, at der blev bygget massevis af huse i Ikast, men kun en håndfuld var finansieret gennem Den Danske Bank, - og det skulle jeg rette op på. Jeg fik »beskeden« en torsdag og skulle så begynde om mandagen, husker Lind, der til gengæld blev lovet, at han når han havde rettet op på tingene, så kunne han selv vælge lige den afdeling havde han lyst til.


Faldt til i Ikast

- Men vi faldt jo til. Vores drenge begyndte i skole og var glad for at være i Ikast. Vi blev også fanget af den midtjyske tilgang til, at vil man noget, så skal man selv gøre arbejdet, fortæller parret, der i starten var noget rystet over omgangstonen i det midtjyske.

De kom fra storbyen Aalborg, hvor man tiltalte hinanden med DE og ikke som i Ikast, hvor der blev sagt DU til alle.

- Da vi kom kendte vi kun byen fra tipskuponen, men det var et spændende sted at være. Her sker noget og der er altid gang i noget både i erhvervslivet, kulturlivet og i sporten. Det ligger ligesom i DNA'et her, at man hele tiden vil skabe noget, siger parret.


Forhenværende

Kjeld Broberg Lind har bevidst trukket sig tilbage og ud fra devisen om, at »forhenværende« ikke skal blande sig og gøre sig kloge på, hvordan efterfølgerne løser opgaverne.

Til gengæld kan han og parret se tilbage på 44 spændende år i Ikast.

»Den grå eminence« kalder Kjeld Broberg Lind hustruen Bente, der gik hjemme og fik tingene til at fungere mens de to sønner voksede op, og han havde travlt som henholdsvis bankdirektør og siden borgmester. Da børnene var i konfirmationsalderen fik hun et deltids job i Den danske Bank i Herning inden hun erkendte, at hendes mands evne til - som borgmester - at invitere folk hjem i privaten, krævede sin kvinde.


Festlige kunstnere

Sammen kan de mindes festlige middage med repræsentanterne fra Ikasts venskabsbyer og ikke mindst de sjove oplevelser, der opstår når kendte kunstnere er kommet i hjemmet i Ikast.

De kan også sammen glæde sig over de mere end 100 kunstværker, der er kommet til byen, doneret af Ny Carlsberg Fonden, hvor Lind-parret endte med et personlig venskab med bestyrelsesformanden Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der fik et særdeles godt øje til Ikast.

De kan også glæde sig over foreløbig 60 års samliv. Bryllupsdagen fejres sammen med den nærmeste familie, sønnerne Carsten, der er IT-programmør og bor i København og Morten, der er revisor og bor i Ikast - samt fire børnebørn.


Ordet er dit



Mere Navne