Tip os log ind
Det var tæt på landsbyen Imlil i Marokko, at en dansk og en norsk kvinde mandag blev fundet dræbt.
Foto: Bendiksby, Terje/ritzau Scanpix

Drabsvideo fra Marokko delt blandt folkeskoleelever

I Aalborg har man på en folkeskole holdt møde med elever på to årgange for at tale om en drabsvideo, der florerer på sociale medier
15. januar 2019, 07.47

IKAST En video, der angiveligt viser drabet på en af de to veninder, Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast og norske Maren Uelan, der i december sidste år blev dræbt på en rejse i Marokko, florerer på de sociale medier. Flere børn og unge har set den, og det er til trods for, at både dansk og norsk politi har forsøgt at begrænse spredningen af videoen. Det skriver dr.dk.

Nogle af dem, som har set videoen, er elever fra syvende og ottende årgang på Vejgård Østre Skole ved Aalborg. Derfor har skolens ledelse nu valgt at tale med eleverne om det.

Formanden for skolebestyrelsen, Michael Klitgaard Mikkelsen, siger følgende til dr.dk:

- Jeg synes, det er forfærdeligt, at videoen overhovedet er blevet delt. Det skulle den jo slet ikke have været, og jeg mener egentlig, at det var bedst at tie den ihjel.

- Men når den først er ude, og der er et stort antal, der har set den, så synes jeg, det er fornuftigt, at man tager dialogen og snakker lidt etik og moral, og om hvad der sker på videoen. For jeg tror hverken, det er første eller sidste gang, det sker, siger han til dr.dk.

Børns Vilkår anbefaler ifølge dr.dk, at man sætter sig ned og taler med sit barn om det, hvis barnet har set den ubehagelige video.


Ordet er dit



Mere Ikast