Tip os log ind
Ed Sheeran har før spillet i Danmark som her i Forum i 2014. Polfoto

Ed Sheeran til Boxen

Som det eneste sted i Danmark giver den verdensberømte Ed Sheeran i år koncert i Jyske Bank Boxen
26. januar 2017, 11.55

Herning 22 millioner solgte album verden over, 15 millioner fans på Facebook, 4,7 milliarder afspilninger på Spotify og 3,5 milliarder klik på YouTube. Stjerneartisten Ed Sheeran giver koncert i Jyske Bank Boxen i Herning 1. april. Koncerten bliver Ed Sheerans eneste på dansk jord i år. Det fortæller MCH i en pressemeddelelse.

- Det er ganske enkelt et af de allervarmeste navne, vi kan byde velkommen til Herning, når Ed Sheeran giver koncert i Jyske Bank Boxen 1. april.

Netop i disse dage går singlerne fra hans kommende album sin sejrsgang på verdens hitlister. Der er ganske enkelt en stor koncert i vente - og man skal nok ikke vente for længe med at sikre sig billet, siger Nicki Quist, Leder af Kultur, MCH, i en pressemeddelelse.


Store hits og nye sange

Når Ed Sheeran går på scenen i Jyske Bank Boxen bliver det til en koncert fyldt med sangerens mange hits. For nyligt overraskede Ed Sheeran alle, da han udgav de to singler »Castle On The Hill« og »Shape Of You« på én og samme dag. De to sange strøg helt til tops på alle hitlister og slog alle hidtidige globale Spotify-rekorder med sine 13 millioner afspilninger på blot 24 timer - et tal, som i skrivende stund har passeret 200 millioner afspilninger på Spotify og i alt over 370 millioner afspilninger fordelt på alle streamingtjenester.

De to singler er første udspil fra albummet »÷« (udtales »Divide«), der udkommer 3. marts i år. Publikum kan altså se frem til både store hits, men også til helt nye sange, når Ed Sheeran går på scenen i Jyske Bank Boxen. Ed Sheeran selv kalder det kommende album sit bedste:

- Mit nye album har en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg er sikker på, at det er mit bedste arbejde til dato. Jeg er ivrig efter at komme tilbage, og jeg kunne ikke være mere begejstret over, at det for alvor sker 3. marts.


Elton John er fan

Edward Christopher Sheeran blev født i 1991 i England og flyttede allerede til London som 17-årig for at forfølge en karriere som musiker. Elton John erklærede sig hurtigt kæmpefan af det unge talent, og med debutalbummet »+« fra 2011 indkasserede Sheeran to BRIT Awards og en Grammy-nominering i USA.

I 2014 udkom »X« og cementerede Ed Sheeran som en af vor tids største stjerner og musikalske talenter.

Billetsalget til Ed Sheerans koncert starter torsdag 2. februar.


Ordet er dit