Tip os log ind
De seneste seks læreransættelser på ISI Idrætsefterskole. Fra venstre Steffen Kjærsgaard Bertelsen, Rune Düring, Thomas Baadsgaard Stephansen, Mads Buttgereit, Anders Kornum Thomassen og Andreas Dalgaard Justesen- fire af dem har allerede valgt at flytte til Ikast med familien, mens de to øvrige allerede bor i Midtjylland.
Foto: Privatfoto

Efterskolen trækker tilflyttere til byen

Af de seneste seks nyansættelser på ISI Idrætsefterskole i Ikast har de fire valgt at flytte med deres familier til byen. En glædelig tendens for skolen og byens klubmiljø, fordi flere af lærerne også er aktive i klubber og foreninger
01. september 2019, 10.59

Ikast Udviklingen på idrætsefterskolen ISI i Ikast har gennem de seneste mange år været positiv. For nyligt tog efterskolen imod 206 nye elever, mens efterskolen sammen med højskolen, ISI Idrætshøjskole, og den nye friskole, ISI Idrætsfriskole Guldminen, er langt med planerne om udvidelse af de fysiske rammer i området på Hagelskærvej.

En udvikling der har også har smittet på antallet af medarbejdere. I løbet af de seneste to år har skolen ansat seks nye lærere. Fire af dem af har valgt at slå sig ned i byen - i umiddelbar nærhed af deres nye arbejdsplads.

- Som volleytræner og -spiller var jobbet som volleyunderviser på ISI mit drømmejob. Der findes ikke bedre efterskolemiljøer med så kvalificeret og fuldt fokus på volley som i Ikast, siger Steffen Kjærsgaard Bertelsen.


Familie flytter fra Thy

Han kommer fra et job som lærer i Thisted, hvor han blandt andet var klasselærer for kommunens Eliteidrætsklasse, og i fritiden volleytræner i Bedsted. I sommer rykkede han hele sin familie, sin kone, Louise Kjærsgaard Bertelsen, og de tre børn, Søren, 12 år, Mie, 9 år, og Lasse, 7 år, fra Thy og til den ledige lærerbolig på Hagelskærvej i Ikast overfor ISI. Louise Kjærsgaard Bertelsen har fået job som idrætskonsulent i fritidsafdelingen i Holstebro Kommune.

- Med motorvejen, der endda ser ud til at blive udvidet, er det en overskuelig transport. Vi er en sportsglad familie, så vi er glade for at være blevet en del af volleymiljøet her i byen, som også hører til blandt landets bedste.

Min kone og børnene spiller volley, og så spiller drengene også fodbold. Vi har jo fået nærmest overflod af fodboldbaner lige på den anden side af hækken, siger Steffen Kjærsgaard Bertelsen.


Hjem til Ikast

Han er læreruddannet og har tidligere arbejdet som efterskolelærer. På ISI skal han udover pigevolley også undervise i dansk, mens han også er blevet U14- og 16-træner volleytræner i Ikast KFUM.

For ligeledes nyansatte lærer Andreas Dalgaard Justesen er hans nye job som drengehåndboldtræner og underviser i matematik og engelsk også bundet sammen med den lokale håndboldklub, Ikast Håndbold.

Her skal Andreas Dalgaard Justesen træne 3. divisionsherreholdet. Han er også flyttet til Ikast. Men for ham var beslutningen ikke så stor.

- Jeg er oprindeligt fra Ikast og er vokset op i byens håndboldhaller. Jeg har glædet mig til igen at blive del af det stærke idrætsmiljø omkring ISI og her i byen. Traditionen for at udvikle unge mennesker både sportsmæssigt og personligt er unik for ISI, siger Andreas Dalsgaard Justesen, der udover fire år i Norge senest har boet i Hobro.


Flytter fra Aarhus

På efterskolen bliver de to nyansatte kollega med blandt andre drengefodboldtræner og engelsklærer Rune Düring.

Han blev ansat på efterskolen forrige år. Og ved årsskiftet besluttede han og hans kæreste Sofie at flytte fra Aarhus til Ikast.

Hun var jobsøgende indenfor sundhed og ernæring, og fandt i Ikast job i House Doctors fødevarebrand Nicolas Vahé.

- En fantastisk mulighed, og Sofie er superglad for sit job. Så er vi to, og det er med til, at vi er faldet rigtig godt til her i byen, siger Rune Düring - der for nyligt fik ny nabo; Thomas Baadsgaard Stephansen, golftræner, engelsk- og idrætsunderviser på ISI Idrætsefterskole, der også blev ansat forrige år.

De to kender hinanden fra kandidatuddannelsen i idræt fra Aarhus Universitet.

- Min kæreste, der er uddannet pædagog, skal på barsel, og vi håber, at hun også kan finde arbejde her i byen. Vi flyttede fra Aarhus for at undgå at spilde tiden på transport, og fordi vi fornemmede den glæde mine kolleger og deres familier har ved at være tæt på miljøet omkring ISI, siger Thomas Baadsgaard Stephansen.


Glæde over bidrag

På ISI glæder forstander Torben Østergaard sig over ansættelsen af nye dygtige medarbejdere - og samtidig over skolens evne til at trække nye borgere til byen.

- Det er vigtigt for nærheden for et friskolemiljø som vores med både efterskole, højskole og friskole, at medarbejderne vælger at flytte hertil. Det gavner klubmiljøet, at der flytter nye og højtkvalificerede kræfter hertil, som de lokale klubber og foreninger kan trække på i en tid, hvor det er blevet sværere at finde trænere og ledere i foreningslivet generelt. Og så glæder det os naturligvis også, at vores medarbejdere bliver borgere her i kommunen, og bidrager positivt til kommunekassen, livet og hverdagen her i byen, siger Torben Østergaard.


Ordet er dit



Mere Ikast