Tip os log ind
Kasper Pauli Pedersen (A).
Foto: Privat

En aften i rutsjebanen

31. december 2017, 10.54

Læserbrev Sådan må man nok sige at valgaftenen kan indrammes.

Der skal ikke herske tvivl om, at det var lidt svært at finde de helt brede smil frem på valgaftenen, da det stod klart, at Venstre og Dansk Folkeparti alene kunne mønstre et flertal og det på trods af en rigtig flot fremgang på over tusind stemmer til Socialdemokratiet.

Det er klart, at det resultat fik indflydelse på konstitueringsforhandlingerne og når det var det vanskelige udgangspunkt, kan vi vist godt tillade os at være tilfredse med udfaldet.

Personligt var det selvfølgelig en kæmpe forløsning, da det blev klart, at jeg er en del af den nye socialdemokratiske byrådsgruppe, en rigtig stærk gruppe der både rummer erfaring og nye perspektiver.

Jeg blev kort efter det stod klart, at jeg var kommet ind, spurgt af pressen om jeg havde forventet det, hvor til jeg kun kunne svare, at med det stærke hold Socialdemokratiet stillede med i år, så forventede jeg selvfølgelig ingenting, men håbede inderligt, fordi jeg brænder for politik og den socialdemokratiske sag.

Vores kandidater fik faktisk rigtig flotte personlige valg og derfor blev det selvfølgelig også nervepirrende tæt. Jeg vil rigtig gerne sige tusind tak til de 174 der stemte personligt og tusind tak til alle, der undervejs har givet mig et skulderklap eller en hjælpende hånd - det har været uvurderligt.

Nu skal jeg så være byrådsmedlem og det er en drøm der er gået i opfyldelse. Opgaven går jeg til med stor ydmyghed og jeg glæder mig meget til samarbejdet med alle nye som gamle medlemmer af Ikast-Brande byråd. Jeg er kommet ind i arbejdsmarkedsudvalget og børne- og undervisningsudvalget. Arbejdsmarkedsudvalget er vigtigt, fordi hele beskæftigelsesområdet hører herunder og det er Socialdemokratiets mål, at Ikast-Brande skal være Danmarks bedste beskæftigelseskommune med job eller uddannelse til alle, det er nemlig godt for den enkelte borger og det er godt for kommunens samlede økonomi. Når det kommer til børne- og undervisningsudvalget er det ingen hemmelighed, at det er et område, mit hjerte brænder for. Jeg vil gøre mit til, at vi bliver børnene og familiernes stemme i byrådet, så vi sammen kan styrke og udvikle rammerne for det gode børne- og familieliv her i kommunen.

Jeg vil love, at jeg vil bidrage til den samarbejdende ånd, som der har kendetegnet vores byråd de foregående fire år, men jeg vil også love, at jeg vil udfordre de borgerlige partier, når det er nødvendigt. Tak for tilliden, jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for at leve op til den.


Ordet er dit