Tip os log ind
Kirsten Kruse var engageret i både den lokale hundeklub, hundeskoven og Bording Lokalråd.
Foto: Flemming Hansen

En hundeven i Bording er død

11. februar 2018, 10.33

Hundeven Kirsten Kruse, Bodholtvej i Bording er død. Hun blev 57 år.

Kirsten Kruse var kendt som en rigtig hundeven, der blandt andet var en af pionererne, der i flere omgange, kæmpede for at få skabt en hundeskov i Bording.

Hun nåede også at se resultatet af sit intense arbejde,da hun deltog i åbningen af den nye hundeskov i Bording i sommeren 2017.

Allerede her var hun ramt af sygdom, en aggresiv hjernetumor, som desværre ikke var mulig at behandle.

Kirsten Kruse havde ingen børn og brugte meget tid på at arbejde med både sine egne- men også andres firbenede venner.

For fire år siden købte hun en australsk hyrdehund Windy, som hun trænede med.

Kirsten Kruse var i mange år DCH træner og fungerede senere som frivillig DCH-konsulent, der rykkede ud, hvis familier havde brug for hjælp til at kigge på det firbenede familiemedlems adfærd.

Hun havde også gode evner for at søge fonde, hvilket Bording DCH og også hundeskoven nød godt.

Kirsten Kruse var oprindelig fra Ikast, hvor hun voksede op. Hun fik som voksen job i egnens tekstilindustri.

Da der for alvor blev flyttet arbejdspladser ud af Danmark gik hun ledig, men fik via daghøjskole mulighed for at fordybe sig i edb. Hun blev opfordret til at søge videreuddannelse indenfor området og via handelsskolen og teknisk skole fik hun en uddannelse som grafiker og bestod blandt andet sin svendeprøve med en sølvmedalje.

Hun arbejdede i flere år som grafiker, men var også indenfor andre brancher inden hun blev ramt af sygdom.

Sammen med sin mand rejste hun gerne ud til spændende steder som Paraguay, Dominikanske republik, Thailand og Cambodia - og var hjemme i parcelhuset særdeles glad for at passe og pleje sin have.

Hun efterlader sig manden Per.


Ordet er dit



Mere Navne