Tip os log ind
  • 1/: 21-årige Casper Nørgaard har fået sit eget sommerprogram på Radio 100: Det ville aldrig være gået i Jylland
    Foto: Henrik Ole Jensen
  • 1/:

En Ikast-stemme i æteren

21-årige Casper Nørgaard har investeret i sin egen fremtid. I juli har han fået sit eget radioprogram på Radio 100 hver søndag formiddag
21. juli 2019, 08.14

UNG Det kan være svært at vide, hvad man vil være når man bliver stor.

Men 21-årige Casper Nørgaard har egentlig aldrig været i tvivl, siden han i den lokale ungdomsskole fik mulighed for at arbejde med journalistik og klubbladet Ottoman.

Han blev fanget og besluttede allerede dengang, at hans fremtid lå indenfor medier og kommunikation.

Den unge teenager i Ikast fik blod på tanden da han prøvede sine talenter af som praktikant på Ikast Avis, og i løbet af sine år som fast skribent på Ungdomsskolens blad, blev han også yderligere bekræftet i sine fremtidsdrømme

Han formåede også i løbet af ungdomsårene, at foden indenfor på en digital nyhedsside, hvor han kombinerer sin interesse for ishockey med talentet for at skrive nyheder.

De sidste halve år har han dog boet i København, hvor han har arbejdet gratis på Radio 100 som praktikant.

- Det har da kostet en del penge. Det er jo ikke billigt at bo i København uden indtægt i et halvt år. Men det er givet godt ud, siger Casper Nørgaard, der netop er blevet belønnet for sin indsats - og talent.

Han har nemlig fået sit eget radioprogram på radio-stationen hver søndag formiddag i hele juli måned.

Med titlen: Det var aldrig gået i Jylland vil han sætte tingene i perspektiv sammen med sin medstudievært Oliver Routledge , der oprindelig er nordjyde.

De to første programmer har allerede været sendt ud i æteren, og Casper er meget ydmyg over muligheden.

- Jeg har i løbet af det sidste måneder haft nogle helt unikke oplevelser og har arbejdet med mange forskellige ting i løbet af min praktikperiode, siger Casper Nørgaard.

Udover de mange nye ting han har stiftet bekendtskab med, er han ikke i tvivl om, at han har etableret et netværk, som ikke er hel uden betydning, når han engang vil gøre journalistik og kommunikation til en levevej.

Casper Nørgaard er vokset op i Ikast, hvor han var elev på Hyldgårdsskolen og siden blev handelsstudent fra Handelsgymnasiet Ikast-Brande for et par år siden.

Han valgte at trække stikket og bruge et par år på først at bakke sin kammerat op i forbindelse med, at han stillede op til kommunalvalget.

Sideløbende tjente han penge på den lokale Cirkel K tankstation og opsparede her en kapital, som han dels brugte på et tre måneders ophold i Malta og siden finansierede sit ophold i København med.

- Da jeg kom hjem fra Malta opdagede jeg sådan helt tilfældigt, at de søgte en praktikant på Radion 100. Jeg søgte det, men regnede ikke med, at jeg fik det. Jeg blev dog kaldt til samtale og fik inden jeg rejste tilbage til Jylland, besked om, at jeg havde fået jobbet, fortæller Casper Nørgaard.

Han er ikke i tvivl om, at det er en investering i egen fremtid.

- Det har været ulønnet og kostet penge. Men jeg har lært en masse mennesker at kende og har fået et netværk. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det har givet mig en ballast, som jeg kan bruge resten af mit liv. Jeg har fået ansvar og ja gjort mig rigere som menneske, siger Casper Nørgaard og tilføjer: - Havde jeg ikke brugt pengene på at bo i København, så var jeg nok rejste til Afrika og havde brugt dem på at rejse rundt og blive klogere på livet i det hele taget. Nu kom det bare til at være i København.

Casper Nørgaard er ikke helt ueffen til at arbejde med formidlingen for umiddelbart før sommerferien kom programchefen til den unge uldjyde.

- Han spurgte om jeg kunne være interesseret i at lave mit eget program. Jeg blev helt ydmyg og havde ingen betænkningstid og sagde ja med det samme, siger Casper Nørgaard.

Godt nok er programmerne båndede, men de er lavet, så de bliver så live-agtige som overhovedet muligt. Derfor tages tingene ikke op, men kører fra klokken ni til tolv med indlagte reklameblokke og musik undervejs.

- Vi ved ikke på forhånd, hvordan tingene ender, men vi har altid en overordnet dagsorden, hvor vi tager udgangspunkt i noget vi har fundet i løbet af ugen, forklarer han.

Tiden i København er dog ved at være slut, og Casper Nørgaard er så småt ved at vende næsten hjem mod det jyske igen.

Han har søgt ind på studie i Aalborg, hvor han håber på at få en plads til at blive klogere til kommunikation og digitale medier og få en kandidatgrad, der kan sikre ham en fremtid med journalistik og kommunikation.

Og radio er på ingen måde diskvalificeret. Tværtimod har praktikopholdet på Radion 100 kun givet ham endnu mere blod på tanden til at blive Ikast-stemmen i æteren.

Det er muligt at høre en komprimeret podcast af Casper Nørgaards debut som radiovært på www.radioplay.dk


Ordet er dit



Mere Ung i Ikast-Brande