Tip os log ind
Tidligere turistchef Jette Nielsen har lukket døren til Visit Ikast-Brande efter sig for sidste gang.
Foto: Henrik Ole Jensen

En æra på over 60 år er slut

Turistchef Jette Nielsen takker af
07. juni 2019, 14.06

turisme Døren til vores lokale turistkontor bliver nu lukket og låst for sidste gang!

Forud er gået en travl periode med at få ryddet intenst op og ud på turistkontoret den sidste tid. De sidste flyttekasser er ekspederet videre, ligesom også møbler, arkiv, mecd mere. På en gang vemodigt - men alligevel også rart at nå i mål med, når det nu ikke kunne være anderledes.

I mere end 60 år har der været turistkontor i Brande, og i forbindelse med oprydningen dukkede der flere sjove ting frem fra gemmerne.

Blandt andet nogle gamle smukke akvareltegninger af Uhre Kirke og Brande Baptistkirke, en prototype af den gamle »Æ Spikers Corner«, der stod på torvet i Brande i gamle dage, for blot at nævne nogle. En del af det er sendt videre til lokalhistorisk arkiv.

Det har for mig været otte gode og berigende år med turismekasketten på i Ikast-Brande området.

Inden jeg tiltrådte jobbet, kendte jeg kun til turisme som en berejst sjæl - det vil sige med gæstens briller på. Som vores gæster blev også jeg tilbage i 2011 overrasket over, hvor mange skønne steder, dette naturskønne, kunstudsmykkede og dynamiske område har at byde på.


Jeg føler mig heldig

Et område der ikke umiddelbart gør så meget væsen af sig, men som afgjort vinder ved nærmere bekendtskab. Der er ro, atmosfære, autenticitet og imødekommenhed, hvor end man kommer frem, noget som er mere og mere efterspurgt blandt nutidens turister. Steder som Hærvejen, istidslandskabet ved Rørbæk Sø, historiske Bølling Sø og Harrild Hede kan man bare ikke få nok af - for slet ikke at tale om kunsten og seværdighederne i vores byer og landsbyer.

Jeg føler mig heldig over - sammen med mine dygtige medarbejdere og samarbejdspartnere igennem årene - at have fået lov til at udvikle turismen i Ikast-Brande Kommune og få området sat på landkortet som et autentisk og herligt ferieområde, der går sine egne veje. Inden længe lægger de mange hærvejsgæster vejen forbi.

I Brande står de allerede på den anden ende for at modtage tusindvis af gæster for femte år i træk til International Street Art Festival, som finder sted 28.-30. juni, og om få år rummer byen sågar Nordeuropas højeste bygning. Der er et kæmpemæssigt turismepotentiale.

Tak for mange herlige oplevelser og rigtig god vind til jer alle. I fortjener det bedste.


Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune