Tip os log ind
Helga Skøt (tv.) og Susanne Jakobsen har startet det lokale og private servicefirma, "Flexipleje"

En time gør en forskel

PLEJE | Det private firma »Flexipleje« tilbyder personlig assistance, børnepasning, pleje og ledsagelse
28. marts 2014, 11.46

IKAST-BRANDE | Fleksible løsninger, god livskvalitet og fokus på menneskelige værdier.

Sådan er grundtankerne hos »Flexipleje« - et nystartet og privat firma, der er klar med en bred vifte af servicetilbud, som borgerne kan købe på timebasis.


- Vi er et ekstra supplement til de offentlige ydelser. Vi garanterer et højt fagligt niveau, men den helt store forskel er dog, at vores tilbud er private. V er ikke bundet af bestemte opgaver, så borgerne bestemmer selv, hvad timerne bruges til, og hvilke behov og assistancer, vi skal hjælpe med, forklarer Helga Skøt og Susanne Jakobsen, indehaverne af Flexipleje.


30 års brancheerfaring

48-årige Susanne Jakobsen, der er bosat i Bording, er uddannet social- og sundhedsassistent. Hun har i en årrække arbejdet i hjemmeplejen og som personlig hjælper og har haft plejebørn. 40-årige Helga Skøt er fra Kibæk og uddannet pædagog samt social- og sundhedsassistent. Samlet har de 30 års erfaring inden for branchen. Begge er ansatte på lokale bosteder, hvor de tager sig af beboere med fysiske og psykiske handicap.


- Vi er glade for vores nuværende job, men på sigt håber og tror vi på, at Flexipleje kan blive et fuldtidsarbejde, forklarer Helga Skøt.


Mange muligheder

Den nye servicevirksomhed henvender sig til borgere i alle aldre. Således kan man hos Flexipleje eksempelvis købe personlig pleje - det kunne være til ældre, der har brug for et ekstra bad eller en hårvask. Der er også mulighed for at få hjælp til rengøring, indkøb, havearbejde eller praktiske opgaver i hjemmet. Det private firmaer tilbyder ligeledes børnepasning, en hånd til den daglige træning eller motion samt støtte i hverdagen til eksempelvis økonomi, PC-undervisning eller kontakt til offentlige myndigheder. Dertil kommer ledsagelse, hvis borgeren skal til lægen, frisøren, familiebesøg, sociale arrangementer eller på ferieture.


- Hvis man som enlig forsøger eller børnefamilier har behov for lidt luft, tager vi også gerne over. Alle kan have brug for lidt aflastning - det kan være, hvis et familiemedlem er handicappet, dement eller ramt af sygdom. Så kan de pårørende få »fri« i et par timer, uden at de skal have dårlig samvittighed, påpeger Susanne Jakobsen.


Individuelle behov

De to initiativtagere føler sig overbeviste om, at der i både Ikast-Brande Kommune og i nabokommunerne er et marked for private serviceydelser.


- Gennem vores arbejde og kontakter har vi en klar fornemmelse af, at der i kommunalt regi mangler nogle ekstra tilbud til borgerne. Der er ikke noget i vejen med det, kommunerne tilbyder, men som privat udbyder har vi slet ikke de samme begrænsninger, understreger Helga Skøt, mens kollegaen tager over.


- Vi kan jo opfylde de individuelle behov. Hvis en borger ønsker at komme i bad fire gange i ugen, få vasket vinduerne tre gange på syv dage eller ønsker ledsagelse til en fest, jamen så gør vi det. Alt kan næsten lade sig gøre, påpeger hun.


Fradragsberettiget

Timeprisen hos Flexipleje starter fra 225 kroner inklusiv moms. Kunderne kan trække en tredjedel fra, hvis man søger om service- og håndværkerfradrag til praktisk hjælp, rengøring og børnepasning.


- Vi tror på, at folk gerne vil betale lidt ekstra for at få noget ekstra. For os handler det om at tage udgangspunkt i retten til det gode liv. Vi ved af erfaring, at blot én enkelt time eller nogle få timer virkelig kan gøre en forskel, siger Helga Skøt og Susanne Jakobsen.


Ordet er dit