Tip os log ind
Koordinator Hanne Hebsgaard havde sat Home Start-campingvognen op udenfor Kulturbanken, som torsdag og fredag var omdannet til frivilligbutik

En uge med frivillighed

FRIVILLIG Den sidste fredag i september er udnævnt til "frivillig fredag", hvor man på landsplan sætter fokus på det frivillige arbejde
04. oktober 2013, 10.38

MENTOR Sidste år åbnede Frivilligcenteret en frivilligbutik i en tidligere dyrehandel på Storegade i Brande, og i år var teltpælene så flyttet til Nr. Snede. Her havde man allieret sig med aktivitetsrådet på plejecenteret Bavnehøj, som hele ugen afviklede kulturuge.

En veloplagt kommunaldirektør Henning Hansen bød velkommen med kaffe og rundstykker, ikke kun i sin egenskab af kommunaldirektør, men også som en af kommunens frivillige mentorer. Herefter havde aktivitetsrådet med kort varsel fremtryllet en erstatning for den indisponerede tryllekunstner Adam Aldridge. Hans afløser, Per Jørgensen, underholdt med forskellige tricks, bl.a. endte undertegnedes sidste hundredekroneseddel ad snirklede omveje som indmaden i en citron.

 

Engagement, smil og trivsel

Imens fortsatte andre til Kulturbanken, hvor dagens program blev indledt med et oplæg fra 2 ansatte i kommunens familieafdeling, Marianne Ø. Jørgensen og Tobias K. Dalager. Under overskriften "Engagement, smil og trivsel" opfordrede de bl.a. til endnu større frivilligt engagement gennem udviklingen af positive relationer og fællesskaber omkring børn og unge.

Foran Kulturbanken havde koordinator for Home-Start Ikast-Brande siden 1. marts, Hanne Hebsgaard, slået sig ned med den private organisations campingvogn. Home-Start kommer ud til trængte familier, både dem, der har brug for hjælp til det praktiske i hverdagen, og dem, der har større udfordringer. Inden længe når man op på 20 frivillige, som giver et par timer af deres fritid hver uge i afsluttede forløb, som typisk varer ½-1 år. Netop nu er 11 på kursus, så i løbet af en måneds tid åbner Home-Start op for nye familier.

Ønskeliste

- Vi opererer ikke med en venteliste, men en "ønskeliste", oplyser Hanne Hebsgaard, som også har til opgave at matche familier og frivillige, såvel geografisk som på det personlige plan.

Sidst på eftermiddagen blev frivilligbutikken indtaget af byrådspolitikere, som skulle debattere grænserne for kommunal frivillighed, og lørdag blev frivilligugen rundet af med et kursus i organisation og ledelse af frivillige, som blev afholdt påØrbæklund i Brande.


Ordet er dit