Tip os log ind
24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige Maren Ueland blev dræbt i Marokko 17. december 2018. Fire mænd er idømt dødsstraf ved en appeldomstol i Marokko.
Foto: Mads Claus Rasmussen/ritzau Scanpix

Endelig dom: Dødsstraf for drab på to kvinder

Domstol stadfæster dødsstraf til tre mænd og skærper straffen til en fjerde i sag om drab på venindepar i Marokko
31. oktober 2019, 08.29

IKAST/SALÉ En appeldomstol i Marokko stadfæster dødsdommene til tre hovedgerningsmænd bag drabene på dansk og norsk kvinde.

24-årige Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast og 28-årige Maren Ueland blev dræbt i Atlas-bjergene i december sidste år, da de var på vandretur i området.

Det skriver nyhedsbureauet AFP og det norske medie NRK.

Yderligere én tiltalt er blevet idømt dødsstraf. Han har fået skærpet sin straf, da han ved en lavere retsinstans blev idømt livsvarigt fængsel tidligere på året.

De blev slået ihjel med kniv og efterfølgende halshugget. Det hele blev optaget på video af de hovedmistænkte i sagen.

Den fjerde mand, der ved appeldomstolen er blevet idømt dødsstraf, var med på bjerget, hvor drabene fandt sted. Men han forlod stedet, inden Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland blev dræbt.

Med dødsdommene har retten fulgt anklagerens krav om straffen til de tre hovedmistænkte.

Om dødsstraffene bliver eksekveret er dog tvivlsomt. Marokko har ikke eksekveret en dødsdom siden 1993.

/ritzau/


Ordet er dit



Mere 112