Tip os log ind

Engang havde jeg et liv

27. juni 2016, 09.16

49-årige Mahmood er mærket af livet. Som 18-årig var han med i krigen mellem Iran og Irak, hvor han blev såret tre gange og tabte 32 procent af hans førlighed, blandt andet fordi der stadig sidder bittesmå splinter i benene. Siden fik han job, kone og børn, men på et tidspunkt med politisk uro i landet hjalp han forbipasserende ind i sikkerhed, og det kom til at ændre hans liv for altid. Han blev nødt til at forlade sin familie og sit land, fordi politiet mente, han skulle samarbejde med dem og angive andre landsmænd. Det ville han ikke.

"Jeg landede i Kastrup lufthavn i 2012. Ingen forlader sin familie, hvis ikke man frygter for sit liv. Jeg havde et godt liv i Iran, godt job, en ok tilværelse. Og hvis du har børn, ved du, at man kan savne dem. Jeg ved ikke, hvornår jeg ser mine igen, jeg ser dem ikke vokse op, men jeg var nødt til at forlade dem, selvom jeg elsker dem", siger Mahmood med sorg i blikket.


Brug for et mirakel

Nu slås han med psykiske eftervirkninger fra virkelige oplevelser, vi andre ikke ville kunne tåle at se på film. Hans psyke er ikke i ro. Den er i krig. Og det gør noget ved ham, især når det er svært at se en fremtid. Mahmood har efterhånden så store psykiske traumer, at psykiateren mener, han bør flytte til er andet sted. Så det håber han på nu.

I Danmark blev han kristen, og han kan derfor slet ikke tage tilbage. Det er for farligt. Det er vigtigt for ham at få nævnt, at han aldrig har overtrådt dansk lov, ligesom at han prøver at respektere de medarbejdere, der er, hvor han bor nu.

"Jeg lever med et håb og tror på, at Jesus bærer mine sår og byrder. Det er en ufattelig svær livssituation, og jeg har brug for mirakler. Det var Danmark, der gjorde mig kristen. Her har jeg oplevet ren kærlighed i kristne menigheder, og det har også gjort mig stærkere. For kristne hjælper hinanden, og jeg vil også gerne yde noget", siger han. Som kok hjælper han af og til kristne menigheder med madlavningen, men det er blevet sværere nu, han er sendt til Kærshovedgård.


Ordet er dit