Tip os log ind
  • 1/: To kvinder på gåtur i naturen? Nej det er projektleder Lone Hyldig Jaszczak (th) fra kommunens planafdeling og teamleder i kommunens erhvervsafdeling, Lone Jager Neldeberg, der er på vej med et skilt, som reklamerer på erhvervsjord ved Lene Haus Vej i Ikast
    Foto: Flemming Hansen
  • 1/: Gummistøvlerne ligger altid i bilen - hvis nu man inviterer en virksomhed på tur til kommunens erhvervsrealer.
    Foto: Flemming Hansen
  • 1/: Erhvervsarealer ved Brande
  • 1/: Erhvervsarealer ved Ikast

Erhvervsjord sælges ... med gummistøvler på

20. september 2017, 18.59

IKAST-BRANDE Det har så afgjort gjort en forskel, at Ikast-Brande så mange gange er kåret til kommunen med det bedste erhvervsklima.

Det kan de mærke på kommunens kontorer, hvor man arbejder med erhvervsservice, salg af erhvervsaraler, miljøgodkendelser og alt det, der hører til, når en virksomhed vil bygge nyt, udvide eller flytte.

- Ind i mellem joker de med os, når virksomheder med et glimt i øjet siger til os »I er jo de bedste - nu må I vise det ...«, siger Lone Hyldig Jaszczak, der er projektkoordinator i kommunens planafdeling.

Hun står over for Mediehusets medarbejdet, iført gummistøvler og ligner alt andet end en kontornusser.

- Vi er både i dialog med virksomhederne omkring en kop kaffe og vi tager dem gerne med ud og ser på de erhvervsarealer, der er i spil. Derfor har jeg altid et par gummistøvler med i bilen, griner Lone Jaszczak, der har haft et travlt år indtil nu med salg af erhvervsjord til virksomheder og netop nu viser os et af de ledige arealer på Lene Haus Vej langs motorvejen ved Ikast.


Der er solgt meget i 2017

Der er nemlig en del forespørgsler fra virksomheder, som er på udkig efter jord.

- I år har vi allerede nu solgt 13 hektar erhvervsjord, og efter et år i 2016, hvor vi stort set ikke solgte noget, er det en markant forbedring, siger Lone Jager Neldeberg, teamleder i kommunens erhversvafdeling, og en af dem, der ofte er i kontakt med erhvervslivet og potentielt nye virksomheder.

Man skal helt tilbage til 2010 for at finde et salg af erhvervsjord, der kan matche dette års salg.

Men er der så nok jord til virksomheder, som vil udvide eller flytte hertil?

- Vi har masser af erhvervsarealer, fastslår Lone Jaszczak.

Omkring 111 hektar i alt.

Ud over det store erhvervsområde i Pårup, med 91 hektar jord hvoraf de 22 er lokalplanlagt og kan bygges på nu, er det især motorvejsgrunde ved Ikast, der er interessante.

Den såkaldte Bonaparte-grund - øst for Ikast-Værkerne og NRI - udgør en del af et samlet erhvervsareal på tilsammen 17 hektar.

Vestpå med retning mod Herning ligger der både større og mindre erhvervsarealer langs motorvejen på Lene Haus Vej og La Cours Vej.

I Brande er der jord tæt ved motorvejen. Og tæt ved rundkørslen ind til Nørre Snede finder man også erhvervsarealer.


Mere er på vej Kommuneplanen

I Kommuneplanen er udlagt arealer lang motorvejen på den anden side af den vestlige tilkørsel mod Herning. Det er områder, som ikke er lokalplanlagt endnu. Men som vil være klar om føje år.

- Så vi har rimeligt gode muligheder for at præsentere erhvervslivet for gode løsninger, siger Lone Jaszczak.

Men hvilken indgang skal erhvervslivet bruge til den prisvindende kommune?

- Der er ingen forkerte indgange til kommunen. Vi arbejder på tværs af organisationen og inddrager hinanden, alt efter hvilke type virksomhed, der er tale om, og hvilke behov der er, siger Lone Jager Neldeberg.

- Der er ikke langt fra tanke hos en virksomhed til handling her i kommunen. Vi inviterer gerne på en kop kaffe, tager relevante faggrupper med, går i dialog så tidligt som muligt med de rigtige folk omkring bordet - og ofte er Carsten (borgmester Kissmeyer, red. ) med. Det giver en god signalværdi og en hurtig tilgang til det politiske system.


Den gode historie

Og har det så en effekt, at man over flere år er vinderkommune?

Så afgjort - er de to gange Lone enige om.

- Den gode historie og det positive ry omkring erhvervsklimaet er noget, de fleste taler om, når de kontakter os, siger Lone Neldeberg.

Lone Jaszczak: - I stedet for flere breve og flere sagsbehandlinger omkring lokalplaner, miljøgodkendelser, arbejdspladser med mere - går vi på tværs i organisationen og sørger for ét brev i sagsbehandlingen. Vi samarbejder og finder løsninger - i stedet for at se problemer.

Lone Neldeberg: - Og det handler om en kultur, der er indarbejdet i kommunen, og som man ikke kan kopiere uden videre.

Udsolgt af boliggrunde i Ikast

Et andet forhold tyder på, at der er kommet mere gang i hjulene efter krisen: Salget af byggegrunde til boliger.

- Vi havde budrunde på de sidste to grunde i Ikast. Og de blev solgt på få timer. I Ikast er der pt. ikke flere kommunale grunde til salg, siger Lone Jaszczak.

I Brande findes fire, i Ejstrupholm kan man finde tre grunde, mens Bording kan byde på 13 grunde til boliger.

Der arbejdes dog med færdiggørelsen af en lokalplan i den sydvestlige del af Ikast ved Vesterhåb og Fonnesbæk Kirke, hvor man i midten af 2018 vil have op til 41 byggemodnede grund klar til salg.

Der er gang i den i Ikast-Brande Kommune.

Gummistøvlerne hos kommunens ansatte i marken ser godt brugte ud ...


Ordet er dit