Tip os log ind
  • 1/: Mr. Big måtte have hjælp af en meget engageret Noah for at holde styr på alle sine tryllestave - oh-la-lah!
    Foto: Mikael Lund
  • 1/: Sina fra Åmoseskolen i Herning tog en cykeltur sammen med Simon fra Lundgården i Ikast, som i dagens anledning havde tilføjet et "e" til sit navn, så det passede til udklædningen
    Foto: Mikael Lund
  • 1/: Jacob Haugaard var et sikkert hit i musikteltet og selv leveringsdygtig i flere af slagsen
    Foto: Mikael Lund
  • 1/: De to pingviner alias Lone fra Ikast (t.v.) og Camilla fra Nr. Snede havde styr på polarteltet. De var blandt de studerende fra SOSU-skolen i Herning, der sammen med studerende fra VIA i Jelling og frivillige bemandede de mange aktiviteter
    Foto: Mikale Lund

Et sanseligt cirkus

For tiende gang inviterede Brande Åcenter onsdag til sansefestival på Ny Sandfeldvej, igen i år i samarbejde med Foreningen Sansefestival, som består af lutter frivillige kræfter, samt ansatte fra Lundgården og Regnbuen i Ikast
23. maj 2018, 14.07

FESTIVAL Sansefestivalen er et tilbud til både fysisk og psykisk udviklingshæmmede, og både antallet af deltagere og antallet af tilbud er vokset støt fra år til år. Især børnene er kommet godt med, og blandt de mange hundrede besøgende ved den tiende udgave af festivalen var omkring 30 børn fra Åmoseskolen i Herning.

Heriblandt Sira, der fik en cykeltur på tvillingcyklen i selskab med Simon fra Lundgården i Ikast, som i dagens anledning havde tilføjet et "e" til sit navn og taget en spraglet kjole på - og en ikke specielt trafiksikker cykelhjelm. Outfittet passede til gengæld perfekt til dagens tema, cirkus, og en af attraktionerne var enmandscirkusset med det lidt misvisende navn, Cirkus Big.

Her blev der gøglet igennem, og Mr. Big måtte have assistance fra to meget engagerede hjælpere, Noah og Mathilde. Noah forsøgte forgæves at holde styr på Mr. Bigs mange tryllestave, mens Mathilde pludselig var blevet mester i at håndtere en "diablo". Senere slog Mr. Big teltdugen til side og omdannede manegen til en mindre gøglerskole med mulighed for at lære at jonglere.

Dagens hovednavn var dog ubetinget Jacob Haugaard, der fyldte musikteltet til noget nær bristepunktet. Iklædt et kostume, der ville have klædt rottefængeren fra Hameln perfekt, gav han en blanding af klassikere som "Ingeborg" og "Haveje" og nye sange, en om ulven og om at være fri.

Og som der nærmest har været tradition for hvert eneste år, var vejret fantastisk - derfor var polarteltet, hvor de to pingviner fra SOSU-skolen i Herning, Lone og Camilla, residerede, en kærkommen afveksling fra varmen.

Enkelte aktiviteter har været med hvert eneste år, og særligt sansetunnellen og sæberutschebanen, hvor en gummibåd bliver trukket henover en sulfoindsmurt presenning, er uundværlige. Udover frivillige og studerende fra SOSU-skolen medvirkede som sædvanligt også studerende fra VIA i Jelling.

- Vi havde en fantastisk festival med ca. 850 solgte billetter og gæster fra Odense, Kolding, Esbjerg, Lemvig, Struer - og mange andre steder, lyder det fra daglig leder af bofællesskaber, Heidi Nielsen.




Ordet er dit



Mere Brande