Tip os log ind
  • 1/: Klosterlund Museum byder på sommeraktiviteter for alle aldre. Blandt andet kan man prøve kræfter med en vifte af forskellige gamle håndværk som for eksempel smedningens kunst.
    Foto: Pr-foto
  • 1/: Børn blev i gamle dage sat til at rejse tørv for at bidrage til familiens forsørgelse. I sommerferien kan nutidens børn også prøve at arbejde med naturens materialer - dog kun for sjov skyld.
    Foto: Pr-foto

Få fingrene i historien på Klosterlund Museum

Hele familien kan »få fingrene i historien«, når Klosterlund Museum inviterer til sommerferiesjov med masser af aktiviteter
06. juli 2019, 08.51

Engesvang I sommerferien byder Klosterlund Museum på aktiviteter for alle aldre.

Både børn og voksne kan prøve kræfter med en vifte af forskellige gamle håndværk som for eksempel smedningens kunst eller arbejdet med ler.

Mange vil sikkert også tage imod udfordringen om at slå reb med rebslageren, flette pil eller lave håndarbejde i uld.

Men der vil også være lejlighed til at få historien op under neglene, når museets formidlere inddrager publikum i arbejdet med at lave tørv fra mosen.


Tørvearbejder for en dag

Klosterlund Museum har til huse i en gammel tørvegård, og i sommerferien sætter museet gang i det hestetrukne tørveværk og laver tørv som i gamle dage. Som noget nyt i år kan børn selv træde ind i rollen som tørvearbejderbarn, og sammen med museumsinspektøren prøve kræfter med livet som børnearbejder på Klosterlund for 100 år siden. Faktisk var børnene dengang ofte hurtigere til arbejdet med at rejse tørv end de voksne. Om det stadig gælder anno 2019, vil der være mulighed for selv at afprøve.

Klosterlund Museum er i det hele taget kendt som et sted, hvor børn og voksne kan »få fingrene i noget« og sommerferien er ingen undtagelse, forklarer museumsinspektør Julie Lolk.

- Mange af vores gæster udtaler, at de nyder at komme helt ned i gear og være sammen om vores aktiviteter som håndværk, gammeldags lege og så videre - og at glemme alt om iPads og smartphones, siger hun.

Helt i tråd med den ånd, vil der også være rig mulighed for et godt grin for hele familien, hvis man prøver nogle af museets gamle lege eller tager en tur på stylter eller fler-mands-ski.

På udvalgte dage kan man også få en tur i museets hestevogn.

Alle arrangementer er gratis, og der er også gratis adgang til museet, hvor man blandt andet kan se museets to nyeste udstillinger »Tørveeventyret ved Bølling Sø« og »Museets Helte udstiller«.


Ordet er dit



Mere Kultur