Tip os log ind

Fabler om sproget

To billedkunstnere fabler om sproget på ny udstilling i Kunstpakhuset
02. marts 2016, 12.17

IKAST »What's the World I'm looking for?« - det er titlen på en udstilling med Svend-Allan Sørensen og Anders Bonnesen i Kunstpakhuset i Ikast i perioden 5. marts - 24. april 2016.

Udstillingen præsenterer en række "ordrige" værker af de to kunstnere. Anders Bonnesen viser forfatterportrætter lavet af makuleret litteratur samt bronzeværker. Svend-Allan Sørensen viser en række konceptuelt orienterede grafiske værkserier med forfattere og krager som motivkreds, samt værker med ord og litterære citater som motiv.


Forfatterportrætter lavet af bøger

Anders Bonnesens karakteristiske forfatterportrætter er lavet af makuleret litteratur, i en hækleteknik, der betjener sig af tomme og fyldte kvadrater. Man kan måske sige, at forfatteren kommer til syne gennem hullerne i sproget, eller gennem hullerne i tekstens vævede stof, idet ordet tekst jo etymologisk kommer af det latinske "texere", som betyder at væve (eller på anden måde sammenføje), fortæller Anders Bonnesen om værkernes teknik og udtryk.


Min samtid

Svend-Allan Sørensen viser en række grafiske værkserier med forfattere og krager som motivkreds. Hans opvækst på en gård ved Bjerringbro har sat sig spor i hans kunst, inklusiv i tilgangen til kunst: - I dag kan jeg se, at det også er dér mit værk kommer fra. Deraf følger sikkert interessen for mit ophav, natur, jagt og skydning, men på en noget mere radikal måde end tidligere. Mine værker er på den måde sikkert radikalt u-funky. De er ikke street. De er mark og skov. De taler, om det jeg interesserer mig for. Og på den måde forholder de sig til samtiden. I al fald min samtid, fortæller han.

Udstillingen åbner lørdag den 5. marts. Kunstnerne vil være til stede ved ferniseringen på lørdag hvor de introducerer udstillingen.


Ordet er dit