Tip os log ind
Coop Danmark vil i den kommende tid melde ud, hvad der skal ligge i Faktas nuværende lokaler i Strøgcentret, som dagligvarekoncernen er indehaver af.
Foto: Jacob Hove

Fakta vil holde niveau indtil flytning

I løbet af 2019 flytter Fakta i Strøgcentret. Indtil da holder butikken åben og er ikke ved at blive afviklet
19. februar 2019, 16.31

Ikast Coop Danmark har købt adressen Grønlandsgade 9 i Ikast - hvor der tidligere har ligget en Kiwi-butik med det formål at rykke Fakta i Strøgcentret ned på Grønlandsgade. Nyheden har affødt en del spørgsmål til personalet hos Fakta i Strøgcentret, og butikschef Karin Tange slår fast, at man i butikken forsøger at passe det daglige arbejde på samme måde som hidtil.

- Vi har fået de første par forespørgsler på, hvornår vi begynder vores lukkeudsalg, siger Karin Tange efterfulgt af et grin.

- Vi får mange spørgsmål, men vi ved faktisk ikke ret meget mere end kunderne. Vi forsøger at passe vores arbejde og at yde en god service hver eneste dag. Vi ved jo ikke, hvornår vi flytter, men vi ved, at flytningen og lukningen af vores butik i Strøgcentret ikke skal kunne mærkes, lyder det fra butikschefen. Flytningen medfører ingen fyringer, og personalet flytter med til Grønlandsgade. Indtil da passes arbejdet som sædvanligt i Strøgcentret.

- Vi er glade for, at ingen her mister deres job, så på den måde er det her jo ikke særlig dramatisk. Men snakken i byen kan gå ret hurtigt, og derfor vil vi også gerne slå fast, at vi ikke lukker ned - vi flytter blot. Det betyder samtidig, at man som kunde ikke kommer ind til tomme hylder, men man kan forvente at opleve den butik, man kender. Heldigvis har vi ikke oplevet, at kunderne bliver helt væk, forklarer Karin Tange.


Ordet er dit



Mere Ikast