Tip os log ind
Spillere, trænere og ledere i FCM Håndbold jubler efter pokalfinalesejren over KIF Vejen

FCM Håndbold snuppede pokalen

I Ikast-Brande Arena vandt FC Midtjylland lørdagens pokalfinale mod KIF Vejen
29. december 2012, 17.04

FC Midtjylland er året pokalvindere i dansk kvindehåndbold.

Lørdag aften vandt favoritterne fra FCM Håndbold pokalfinalen i Ikast-Brande Arena. Finalemodstanderen fra KIF Vejen formåede som ventet ikke at true midtjyderne, der i denne sæson er ubesejret i samtlige turneringer.

På hjemmebanen i Ikast var der heller ingen vaklen hos FC Midtjylland, der sikrede sig pokalen via en sikker sejr på 28-21.

- Det her er rigtigt stort. Jeg har fundet tre titler med FCM, og denne pokalsejr er helt oppe blandt de største. Det er titler, som vi træner og spiller for at vinde - og den her kan vi være meget stolte af, siger FCM-backen og landsholdsspilleren Line Jørgensen.

Trak afgørende fra

Efter en jævnbyrdig første halvleg førte værterne blot med 14-12. Med til forspringet hørte fire scoringer fra højrefløjen Trine Østergaard, der sammen med keeper Sabine Englert lyste skarpest i første halvdel af finalen.

Til gengæld led FC Midtjylland under, at profiler som Trine Troelsen og Lærke Møller aldrig fik gang i deres potentiale fra bagkæden.

Til gengæld tog det kun ti minutter i anden halvleg, før FCM havde trukket afgørende fra. En af finalens store oplevelse, FCMs hollandske playmaker, Nycke Groot, scorede sit femte mål, da hun bragte de sortklædte favoritter foran 19-14. Så var det op ad bakke for KIF Vejen...

Præcis som i sidste lørdags ligakamp i Boxen, hvor FCM besejrede KIF med 11 mål, var der mere kvalitet og flere kræfter hos FC Midtjylland. Og det virkede som om, midtjyderne havde et gear ekstra i både forsvar og angreb. Omvendt var fejlprocenten for høj hos gæsterne, der gang på gang atter havde svært ved at passere en veloplagt Sabine Englert.

Spændingen udeblev

Den tidligere FCM-spiller Mette Sjøberg holdt liv i udeholdets pokaldrømme, da hun efter pausen med tre scoringer reducerede til 19-24. Men det var en stakket frist for sønderjyderne. FCM havde nemlig ikke tænkt sig at slippe grebet om sølvtøjet.

Louise Spellerberg og Fie Woller sørgede for at hjemmeholdets forspring på seks og syv mål ikke smuldrede i slutfasen. Her satsede KIF Vejen ellers med ultraoffensivt forsvarsspil, men FCM'erne bevarede roen - og der var aldrig tvivl om, hvor pokalen skulle ende.

Groot blev pokalfighter

Topscorer for FCM Håndbold blev Nycke Groot med syv scoringer. Hollænderen blev efter matchen også kåret til "Årets Pokalfighter 2012".


Håndbold, pokalfinale, kvinder:

FCM Håndbold- KIF Vejen 28-21 (14-12)

Målscorere for FCM: Nycke Groot 7 (4), Trine Østergaard 6, Susan Thorsgaard 3, Fie Woller 3, Line Jørgensen 3, Lærke Møller 2, Louise Spellerberg 2, Mathilde Neesgaard 1.

Målscorere for KIF Vejen: Ida Bjørndalen 4 (1), Lise Binger 4, Thea Roesbjerg 3, Mette Sjøberg 3 (1), Veronica Gueadrado 2, Jette Hansen 2, Susanne Kastrup 2, Ana Radovic 1.

Dommere: Leif Paulsen og Henrik Mortensen

2520 tilskuere i Ikast-Brande Arena

 

Ordet er dit