Tip os log ind
Sory Kaba scorede sit første mål for FCM i opgøret mod skotske Rangers i torsdags og fulgte op med to scoringer i Horsens i søndags. Rekordindkøbet må også meget gerne vise målnæse, når de danske vicemestre i morgen kæmper for et fodboldmirakel i Glasgow.
Foto: Tom Laursen

FCM på »Mission Mirakel«

»Ulvene« jagter et europæisk fodboldmirakel i Glasgow i morgen. De danske vicemestre skal score mindst tre mål. Søndag gælder det Hobro
17. august 2019, 06.40

Fodbold Udgangspunktet er alt andet end lovende, når FC Midtjylland i dag sætter sig på flyveren med kurs mod Glasgow og torsdagens returopgør mod Rangers FC i tredje runde af Europa League-kvalifikationen.

De danske vicemestre tabte nemlig første opgør 2-4 på MCH Arena i en kamp, hvor skotterne viste klinisk skarphed hver gang de nærmede sig det midtjyske straffesparksfelt.

- Det er naturligvis en kæmpestor opgave, der kommer til at kræve et mindre mirakel, hvis vi skal løse det. Men vi skal selvfølgelig forberede os på det og forsøge at finde en vej, erkendte en skuffet FCM-træner, Kenneth Andersen, efter nederlaget i første opgør.

»Ulvene« skal score mindst tre mål på det legendariske og 120 år gamle Ibrox Stadium for at spille sig videre. Hvis det lykkes, vil det være første gang, at FCM vender et nederlag på hjemmebane til samlet sejr i de europæiske klubturneringer. Men der er jo en første gang for alt.


Hjemmekamp på søndag

I Superligaen har FCM fået en anderledes god og sejrrig åbning på sæsonen. Fem kampe, fem sejre lyder udbyttet.

Spillet har dog ikke imponeret i samme grad. I søndags vandt FCM 2-0 på udebane mod AC Horsens på to scoringer af Sory Kaba, men i opgørets første 40 minutter var østjyderne i teten og havde flere store chancer for at komme foran.

På søndag gælder det jagten for den sjette sejr på stribe, når Hobro kommer på besøg på MCH Arena.


Ordet er dit



Mere Sport