Tip os log ind

FCM sælger stortalent til Inter

Den 17-årige midtbanespiller, Morten Brander Knudsen, skifter i januar til den italienske storklub
15. september 2012, 17.57

FC Midtjylland er nået til enighed med den italiensk storklub Inter om et salg Morten Brander Knudsen. Den 17-årige midtbanespiller var i sidste sæson været anfører for FC Midtjyllands U17-hold, ligesom han også har været fast inventar på det danske U17-landshold.

- Morten Knudsen er lidt Viktor Fischer om igen. Der er stor efterspørgsel på vores spillere under 18 år, og Morten er et ekstraordinært talent, der har fået muligheden for at komme til en af verdens allerstørste klubber, siger ordførende direktør i FC Midtjylland Claus Steinlein.

- Vi har været i dialog omkring handlen i længere tid, og Morten har været dernede og træne. Sammen med sin familie og agent synes Morten, at det er en god ide, og vi vil ikke stille os i vejen for sådan en mulighed. Samtidig har vi fået en rigtig god pris for ham, fortæller Claus Steinlein.

Morten Brander Knudsen, der huserer på den centrale midtbane, kom til FC Midtjyllands Akademi i sommeren 2010 fra HIK. I dag spiller Knudsen på U19-holdet, men som U17-spiller var han i januar med til at vinde Atlantic Cup på træningslejren i Portugal.

Skal tage næste skridt

Det er med blandede følelser, at Claus Steinlein sender en af klubbens største talenter af sted på en af de helt store fodboldrejse. Han havde gerne set, at publikummet på MCH Arena havde nået at få prøver på de fodboldfærdigheder, det 17-årige midtbanetalent besidder.

- Salget hjælper økonomisk, og når drengene får så store chancer, så skal vi ikke stille os i vejen. Det er det, vi lover dem, når de kommer ind på Akademiet. Men jeg ville da ønske, at det midt- og vestjyske publikum på MCH Arena havde nået at se ham, siger Claus Steinlein, der tror på Knudsen i italiensk fodbold.

- Inter har udviklet rigtig mange store spillere, og han kommer ned og spiller noget fodbold, som passer ham rigtig godt. Han skal derned og tage næste skridt, og det, tror jeg, er rigtig godt for Morten. Han er meget moden af sin alder og langt fremme i sin udvikling, og det er også derfor, vi har turdet sige ja.

Morten Brander Knudsen begynder først i den italienske storklub til januar 2013.


Ordet er dit