Tip os log ind
Awer Mabil (t.h.) - her mod OB's Oliver Lund - scorede et glimrende mål i FCM's sejr i Odense. Mandag gælder det Silkeborg.?
Foto: Claus Fisker/ritzau Scanpix

FCM's guldjagt: Sejrsstimen fortsætter

Førerholdet FC Midtjylland slutter 2019 af med tre kampe i Superligaen
30. november 2019, 11.54

FODBOLD Med mandagens udesejr i Odense, hvor FC Midtjylland vandt 2-1 over OB, fortsætter »ulvenes« guldjagt for fuld udblæsning. Og frem mod vinterpausen runder FCM'erne året af med yderligere tre kampe i Superligaen.

Mandag i næste uge gælder det hjemmebaneopgøret mod lokalrivalerne og bundproppen fra Silkeborg IF. Dernæst står programmet på en udekamp mod Brøndby søndag 8. december, inden julefreden sænker sig efter »ulvenes« kamp på MCH Arena søndag 15. december, hvor modstanderen er formstærke AGF.

Med de tre point over OB har FCM-mandskabet nu igen syv point ned til andenpladsen, som indtages af sidste sæsons mestre fra FC København.

Midtstopperen Alexander Scholz erkender, at der ikke er råd til at smide for mange point, hvis guldet skal retur til det midtjyske.

- Det kommer til at kræve - om muligt - endnu flere point i den her sæson end i sidste sæson at vinde mesterskabet. Så det handler om at vinde, vinde og vinde. Vi kan se, at FCK også vinder, så det er vi naturligvis også nødt til, siger Alexander Scholz og tilføjer:

- Havde vi smidt point i Odense, havde kampen i sidste runde (hvor FCM vandt 4-1 i topbraget over FCK, red.) været ligegyldig, bemærker han efter sejren på Fyn, hvor Evander Ferreira og Awer Mabil stod for de afgørende scoringer.


Problemer i bunden

Mens FC Midtjylland foreløbig har hentet 14 sejre i 17 kampe, er situationen langt mere alvorlig for Silkeborg IF. Oprykkerne og bundholdet står blot noteret for syv point.

Til gengæld kan SIF-angriberen Ronnie Schwartz prale af, at han personligt er i gang med en fremragende sæson. Indtil videre er det blevet til 12 scoringer i 17 kampe for frontmanden, som kun er overgået af Brøndbys Kamil Wilczek, der har fundet nettet 15 gange i sæsonen. FCM's foreløbige topscorer er Evander Ferreira, der har scoret seks gange.


Ordet er dit



Mere Sport