Tip os log ind
Pernille Harder glæder sig til at stå i spidsen for den nye danske pigefodboldcamp, som også foregår i Ikast fra den 25.-27. juli og bærer den professionelle spiller og landsholdsanførers navn, Pernille Harder Football Camp

Fodboldstjerne vender hjem til Ikast

I dagene fra den 25.-27. juli vender den professionelle fodboldboldspiller Pernille Harder for en stund tilbage til sin hjemegn, Ikast, hvor hun afvikler sin første pigefodboldcamp. Campen var udsolgt på under tre timer
11. juli 2016, 09.24

FODBOLDCAMP Interessen for kvindefodbold både i udlandet og herhjemme stiger.

Senest trak det danske kvindelandshold masser af tilskuere og direkte tv-transmission, da holdet slog Slovakiet 4-0 i EM-kvalifikationskampen i Viborg i juni.

Landsholdets anfører er Pernille Harder. Hun spiller til dagligt som professionel i den svenske klub Linköpings FC i Damallsvenskan. For en tid vender hun i sommerferien tilbage til sin hjemstavn, Ikast, hvor hun står i spidsen for et helt nyt pigefoldbold-koncept, hun selv har arrangeret: Pernille Harder Football Camp.


24 heldige piger

Campen forløber over tre dage, hvor 24 fodboldpiger fra hele landet er tilmeldt.

- Det bliver dage spækket med træning, samtidig vil jeg gerne give et indblik i mit liv som professionel fodboldspiller. Derfor vil der på campen blandt andet også være fokus på det mentale aspekt af træningen, siger Pernille Harder.

I løbet af campen bliver fodboldpigerne også introduceret til blandt andet angrebstræningssystemet Goalbox, hvor Pernille Harder selv har brugt mange, mange timer sammen med sin personlige angrebstræner Peter Johanesson.

- Jeg er glad og stolt over, at så mange piger, så hurtigt, fyldte campen op. Det siger noget om interessen for og engagementet omkring pigefodbold i Danmark, siger Pernille Harder.

Campen har hun arrangeret i samarbejde med et team af assistenter med rod i pigefodboldmiljøet i Danmark - blandt andre hendes søster, Louise Harder, der er U-18-pigefodboldtræner i Ikast, hvor hun også er tilknyttet som pigefodboldtræner på ISI Idrætsefterskole, Sportstar College og på den Sportslige Grunduddannelse Ikast Nordre Skole.

- Oprindeligt fik vi idéen til campen, fordi jeg i de seneste par år har fået mange henvendelser om at komme ud til pigehold for at være hjælpetræner eller hilse på spillerne. Normalt er jeg desværre ikke hjemme så lang tid ad gangen og har haft svært ved at honorere alle ønsker. Men en pigefodboldcamp i sommerferien kan i stedet være en god løsning for fodboldglade piger, siger Pernille Harder, som håber at sommerens camp bliver startskuddet for mange flere fodboldcamps i fremtiden:

- Vi håber på at kunne udvikle og udvide campen år for år, så vi på den måde kan bidrage til at påvirke kvindefodbolden i Danmark mere direkte.


Ordet er dit