Tip os log ind
Der var fest og farver i Teaterkompagniets stand, hvor Bitten Aarhus Jacobsen, Franz Petterson og Bente Meldgaard var på plads.
Foto: Henrik Ole Jensen

Forårskåde foreninger på skinner

RemisenBrande var fyldt med foreninger, som stod klar til at fortælle om netop deres forening og tilbud
27. april 2019, 18.42

Ikast-Brande Foreningerne i Ikast-Brande Kommune var kommet i forårshumør lørdag før påske. Over 30 foreninger havde taget plads ved borde og stande i RemisenBrande, hvor de stod klar til at fortælle nysgerrige om netop deres foreningsliv og tilbud. Som noget nyt i år var der også kunsthåndværkere med salg fra deres boder og snak om deres foreninger.

Det var Kulturelt Samråd i Ikast-Brande Kommune, der sammen med RemisenBrande havde arrangeret forårsmessen. Et kulturelt tilbud, der tidligere gik under navnet: Forenings-markedet og blev afholdt hvert andet år i januar.

- Vi har valgt at lave arrangementet hvert år fremover her i RemisenBrande. Vi har skiftet den mørke januar ud med april. Det giver lys og energi til de fremmødte, siger Carsten Dalgaard, formand for Kulturelt Samråd i Ikast-Brande Kommune.

- Vi er tilbage 18. april 2020 samme sted. Datoen er allerede booket. Fremover vil vi satse på at have flere kunsthåndværkere og kunsthåndværkforeninger med til Forårsmessen, da RemisenBrande har tilladelse til salg af alt, og kunsthåndværkerne derfor kan sælge ud af deres varer på dagen, siger han.


800 år på bagen

Det var også Carsten Dalgaard, der åbnede Forårsmessen op fra scenen i Teatersalen, hvor han blandt andet opfordrede de besøgende til at give sig god tid og bevæge sig langsomt rundt og få sig en god udveksling af viden - også standene imellem. Efter åbningstalen tog Carsten selv plads bag en stand, hvor han repræsenterede flere håndfulde af de foreninger, han selv spiller en rolle i.

- Nogen kalder mig manden, der ikke siger nej til noget, siger Carsten Dalgaard fra sin stand, som han har valgt at kalde Det Kulturelle Pulterkammer, hvilket blandt andet dækker over foreninger som Harrild Hedes venner, IBCC, ISI, Vores Ikast venner, Grænseforeningen, Ikast-Brande Cricket Club og Danmarks-Samfundet.

Især Danmarks-Samfundet har noget at fejre i år, når deres fælles hjertebarn og hjertet i den danske kultur, Dannebrog, fylder 800 år i år, hvilket blandt andet fejres med et stort faneoptog i København i juni, hvorfor foreningen vil stille busser og faner til rådighed til eventuelle fanebærere fra Jylland.


Flere hjerter

En anden forening, som også var at møde i RemisenBrande, var Hjerteforeningen. Deres hjertebarn er vores allesammens hjerter, mere konkret sundheden af vores hjerter og deres livskraft.

- Et af vores nye koncepter hedder: Børnebørnenes Madværksted. Det går ud på at bedsteforældre og børnebørn melder sig til et madlavningskursus, hvor de så tager afsted sammen fire gange og er sammen om at lave et måltid mad, som er sundt både for humøret og hjertet, siger Leif Haagensen, formand for Hjerteforeningen Ikast-Brande.

Børnebørnenes Madværksted har indtil videre været holdt på Uhre Friskole og på Ikast Nordre Skole og er støttet af Nordea-Fonden.

- Med madværkstedet prøver vi at knytte bedre bånd mellem generationerne, mens deltagerne lærer om moderne madkultur og gammeldags madkultur. For eksempel er der en af de fire aftener kåldolmere på menuen, som børnebørnene nok ikke kender. Den moderne ret i samme kategori er så asiatiske kødboller, som den ældre generation nok ligeledes ikke kender, siger Tove Haagensen, bestyrelsesmedlem i foreningen.

Med til Forårsmessen har Hjerteforeningen også en af deres hjerteredderundervisere, Per Rønne. Han underviser mennesker i Brande og Give i førstehjælp gennem Hjerteforeningens Hjerteredderkursus. Kurset tager 30 minutter, og alle kan melde sig til. Hvis man samler en gruppe på mindst fem, for eksempel med familien hjemme i stuen, tilbyder Hjerteforeningen et gratis Hjerteredderkursus.


Ordet er dit



Mere Brande