Tip os log ind
Foto: Privatfoto

Friluftsgudstjeneste i Isenvad

31. august 2019, 07.48

Kirke »Septembers himmel er så blå« og forhåbentlig er den også det 1. september, når Isenvad flytter gudstjenesten udendørs til lejrpladsen ved Sentrum. Den gule sol er bestilt til at skinne på alle - små og store.

Det er smukke grønne omgivelser med rafteportal og raftealter lavet af de blå FDF i Isenvad. Den røde farve kommer også med når FDF bærer fanen ind og lader Dannebrog smælde.

Der er noget særligt over at fejre gudstjeneste under Guds åbne himmel. Her er højt til loftet og siddeplads helt nede på jorden, med mindre man selv medbringer en stol.

Gudstjenesten handler blandt andet om at være helt nede på jorden. Ikke at give sig ud for at være bedre end den man er eller føle sig bedre end alle andre. Men heller ikke føle sig ringere end den man er. For selv Paulus, som først forfulgte de kristne, blev udvalgt af Gud. Og han kommer faktisk til Isenvad denne søndag formiddag for at fortælle om det og opmuntre alle til tro på Jesus. Jesus selv kigger også forbi og fortæller en lignelse om en tolder og en farisæer. Og så kan vi lige tænke over, hvem vi ligner mest af de to - måske ligner vi dem begge?

Musikken leveres traditionen tro af Ikast-Herning FDF Brass Band, som vil spille med på alle de nyere, lette salmer, som er særlig udvalgt til denne friluftsgudstjeneste. Derudover vil den lokale sangfugl Louise Jakobsen glæde os med en smuk solosang.

Efter gudstjenesten er Isenvad Menighedsråd vært med grillpølse og brød til alle.


Ordet er dit



Mere Isenvad