Tip os log ind
Gerda Abildgaard

Frivillig på Kærshovedgård tager til genmæle

BT's artikelserie gør ondt på beboerne
17. november 2018, 21.05

LÆSERBREV Oplevelser på Udrejsecenter Kærshovedgaard.

I den seneste tid har BT haft fokus på Udrejsecenter Kærshovedgaard. Eller jeg skulle nok hellere sige, at bladet har haft fokus på alt det negative, som kunne støves frem. Det var et meget unuanceret billede, der blev tegnet af stedet. Uden at gå for meget i detaljer vil jeg blot konstatere, at mange af de historier, der blev skrevet om, drejer sig om personer, som ikke længere er på KHG. Ydermere havde TVMIDT/VEST i ugen op til BTs historier et indslag fra Bording, hvor mange personer gav udtryk for, at situationen var betydeligt forbedret. Der blev også vist klip fra Kulturnatten i Bording, hvor flere beboere fra KHG deltog.

Hvorfor tager jeg til genmæle over for disse artikler?

Jeg kan simpelthen ikke lade dem stå uimodsagt. Gennem et lille års tid har jeg været en del af kvindegruppen på KHG. Vi er en lille flok kvinder samt to af vores ægtefæller, som hver mandag på skift laver noget med kvinderne på KHG. Derudover er min mand og jeg netværksfamilie for tre burmesiske kvinder samt en kvinde fra Afghanistan. Alt sammen noget som sker gennem Røde Kors, som er massivt til stede på KHG.


Der findes tre grupper

Vi skal hele tiden huske på, at der findes tre forskellige grupper på KHG. De afviste asylansøgere, dem der er udvist ved dom samt dem på tålt ophold.

De kvinder, der bor derude, er alle afviste asylansøgere, og pt er der omkring 22 kvinder på KHG.

Mange af kvinderne har ægtefæller, børn og børnebørn i Danmark, men er af en eller anden grund kommet i klemme i systemet. Et system, der kæmmer alle over en kam og absolut ikke tager nogen form for hensyn. De ældre kvinder har været i DK i mange år. En kvinde har været her i 18 år. Hun er blevet skilt fra en voldelig ægtemand, så nu klapper fælden. Hun skal ud. Hun er godt integreret, hendes børn og børnebørn ligeså. Hendes enesten brøde er, at hun har ladet sig skille fra en voldelig ægtemand.

En anden kvinde kom herop i 2012 på turistvisum. Hun skulle besøge sin datter og svigersøn, som også er godt integreret i Danmark. Hun søger asyl, men får nej. Tovtrækkeri i 6 år. Kvinden havde fire sønner, som alle er dræbt i krigen, og hendes to svigerdøtre er flygtet til et andet land. Men Udlændingestyrelsen mener, at hun må have et netværk i sit land. Hendes hus er brændt ned, hun er syg p.g.a. nærkontakt med Taleban, lider af psykiske traumer samt andre sygdomme. Det betyder intet. Send hende hjem, overlad hende til sin egen skæbne, som vil være den visse død.


Grin og gråd

Disse to eksempler er ikke enestående. Jeg kunne komme med tyve mere. De fleste af disse 22 kvinder har boet på KHG i snart 18 måneder. De har deres eget værelse og en opholdsstue. Ikke engang et ordentligt køkken. Det skal jo være så utåleligt som muligt, har en meget omtalt minister udtalt. Og det er det også. Men trods det giver kvinderne ikke op. Vi kan grine, vi kan græde. Vi kan lægge ører til deres historier, og frem for alt kan vi behandle dem som ligeværdige mennesker.

I den sidste tid har vi brugt meget tid til at snakke med dem om de artikler, der har været i BT. Dem ser de eller hører om dem. Det gør ondt på dem. Det gør især ondt, når de i Bording by kan mærke en vis modvilje mod dem.

BTs artikler fokuserer meget på, at det er synd for Bording, at de har fået et udrejsecenter som nabo. Jamen hvor skal beboerne så være? Skal aben bare sendes videre? Beboerne skal være et sted, de kan ikke bare sendes hjem. Det er så uværdigt og opslidende for dem, der sidder bag hegnet. De er blevet gidsler i et politisk magtspil.

Det er ikke bare uværdigt for dem, men for os alle i lille Danmark. Somme tider skammer man sig over at være dansker.

Det jeg her har skrevet om, drejer sig om de 22 kvinder på KHG. Blandt de cirka 200 mænd er situationen for de fleste akkurat den samme som for kvinderne. De få gør det svært for de mange.


Ordet er dit



Mere Debat