Tip os log ind
  • 1/: Hvis man aldrig har set et hav - er det en kæmpeoplevelse at stå med fødderne i det.
    Foto: Privat
  • 1/:
  • 1/: Besøget i en svømmehal var en stor oplevelse for børn og voksne.
    Foto: Privat

Gaven blev til en sommerlejr

100 flygtninge og frivillige tog på sommerlejr ved Vesterhavet
20. september 2018, 16.18

IKAST Svømmehal, tæer i Vesterhavet, fælles madlavning, dragebygning og flaghejsning af Dannebrog.

Jo Holmsborglejren ved vesterhavet havde alle elementer af en succesfuld bestræbelse på integration, da Røde Kors i Ikast fornylig arrangerede sommerlejren for flygtningefamilierne i Ikast-området.

100 børn, voksne og frivillige deltog i lejren, der bød på samvær og fælles oplevelser og for mange af flygtninge, det første møde med noget så spektakulært ... som Vesterhavet.

I foråret 2017 donerede Fonnesbæk Y Men´s Club 10.000 kroner til Ikast Røde kors´ integrationsindsats.

- Det var en meget stor og flot gave, som vi derfor gerne også skulle udmønte sig i en helt særlig og stor begivenhed for vore flygtningefamilier, - noget som ville gøre indtryk, sætte sig spor og være et positivt afbræk i hverdagen og også gerne noget, som repræsenterede noget typisk dansk - og ud fra dette blev ideen om en sommerlejr født, fortæller aktivitetsleder Anne-Margrethe Andersen.

- De fleste af os husker sommerlejre som fyldt med uendelig solskin og sjov, og som en særlig ramme om samvær og samtale, lege og fællesskab og ikke mindst med tid til nærvær og hygge. Den oplevelse og de erfaringer ville vi gerne, at vore familier skulle have, og samtidig være noget, der efterfølgende ville blive husket og fortalt om. Det sidste ikke mindst vigtigt for børnene, når man i skolen skal fortælle om sine sommerferieoplevelser.

Man fandt feriekolonien Holmsborglejren ved Sønderborg, der ligger blot 200 meter fra havet.

En gruppe med repræsentanter for både frivillige og flygtninge arbejdede med planlægningen gennem et halvt års tid, og fik et klækkeligt tilskud fra Røde Kors' landskontor.

- Der skulle uddelegeres opgaver, modtages tilmeldinger, organiseres værelsesfordeling og madhold med mere. En proces der også har betydet, at rigtig mange flygtninge i denne sammenhæng er gået fra at være deltager til at blive frivillige, siger Anne Margrethe Andersen, der beskriver lejren som en succes. Baseret på egne iagttagelser - men også på de mange positive tilbagmeldinger fra flygtningefamilierne.

Som en af deltagerne, Aset, skrev om Vesterhavet, solen og vinden i den lejravis, der blev udgivet:

»Jeg har aldrig set noget sådan før. Er så glad for at få lov til at se, mærke og opleve det - så smukt og så stort ...«

- Stor tak til Fonnesbæk Y Men's Club for gaven, der gav os modet til at tænke tanken om en lejr, Røde kors landskontor for gode råd og et økonomisk grundlag, Røde kors lokalt for en hjælpende hånd, samt ikke mindst tak til alle frivillige og flygtninge for deres aktive medvirken. Det er ingen sag at sætte et stort projekt i gang, når så mange hænder er parate til at løfte i flok, siger Anne-Margrethe Andersen.



Ordet er dit



Mere Ikast