Tip os log ind
  • 1/:
  • 1/:
  • 1/: Fra venstre Arne Bak, Nethe Bak, Kristian Bach Bak og Diana Bach Bak. Forrest 3. generation, Otto og Karl Konrad Bach Bak
    Foto: Jens Anton Nordestgaard
  • 1/: Karl Konrad Bach Bak spiller fodbold i Ikast FS og kan allerede tage 409 jongleringer
    Foto: Jens Anton Nordestgaard
  • 1/:
  • 1/:
  • 1/:

Genetisk guldglæde i fodboldglad familie fra Midtjylland

02. juni 2018, 09.20

GULD Det var stort, da spillerne fra FC Midtjylland i sidste uge løftede pokalen som bevis på det danske mesterskab. Især for klublegenden og assistenttræner Kristian Bach Bak. For tre år siden, da FCM blev mestre første gang, var det ham som holdets anfører, der brølede lungerne ud, mens han løftede pokalen.

- Det var stort at stå her igen, selv om min rolle nu er anderledes. Sammen med glæden over, at vi lykkedes som hold, glædede jeg mig helt vildt over de mange følelser, spillerne gennemgik. Både lige efter kampen og under fejringen bagefter. Jeg vidste nøjagtig, hvordan de havde det.

På tribunen på MCH Arena sad assistenttrænerens familie. For at bakke op. Nøjagtig som de har gjort i hele Kristian Bach Baks karriere. Fra ungdomsspiller i Kibæk, til ynglingespiller i Ikast FS, som professionel i den nye fusionsklub FCM, i Holland, mens han spillede for Heerenveen, og retur i FCM-trøjen. Og de sidder der stadig - klar at bakke holdet og ikke mindst assistenttræneren op.

Forrige mandag, der på tribunen, var glæden over guldet mindst lige så stor som første gang, de deltog i mesterskabsfejringen.


Mega stolt

- Og så var jeg bare mega stolt, siger Diana Bach Bak, gift med Kristian Bach Bak.

- Det er kun tre år siden, Kristian selv stod deroppe, og kun to år siden, han blev træner. Og nu står holdet så her igen. Det, synes jeg, er sejt.

Dermed er Diana helt på linje med sine svigerforældre, Nethe og Arne Bak Nielsen.

- Første mesterskab var meget følelsesladet, fordi vi var så glade på Kristians vegne. I år var spændingsniveauet anderledes - også hos os på tribunen -, fordi det hele skulle afgøres i sidste spillerunde. Det gjorde oplevelsen anderledes, siger Arne Bak Nielsen - der samtidig erkender, at fodbold fra tribunen har fået en ny dimension med sønnens nye rolle:

- Generelt er det blevet mere afslappende for os at se FCM spille. Det er stadig spændende, nervepirrende og medrivende. Men da Kristian spillede, havde vi også en snert af utryghed - især når han kom i de hårde hovedstødsdueller. Han fik på et tidspunkt en alvorlig hovedskade, og vi bekymrede os naturligvis for, om det med nye slag til hovedet kunne udvikle sig og give følgeskader.

Pladsen som trofast opbakning har altid faldet forældrene helt naturligt. Parret har heppet til hjemmekampe og lagt bil til udekampe, lige siden sønnen i børnehavealderen blev meldt ind i Kibæk IF.

- Vi er begge vilde med fodbold, og så har vi bakket op om alle vores tre børn og deres fritidsinteresser. Det har aldrig været en sur pligt. Tværtimod har det givet os mange gode oplevelser og minder, siger Nethe Bak Nielsen.


Til fodboldkollegiet i Ikast

Unge Kristians talent blev tidligt bemærket. Også af ungdomsafdelingen i Ikast.

- Men vi var enige om, at den beslutning skulle træffes alene af Kristians egen lyst til prøve den chance af, siger Arne Bak Nielsen.

Som 16-årig var han klar. Også til at flytte til Ikast og ind på det daværende fodboldkollegium i byen - det spæde forstadie til det i dag langt mere professionelle FCM Fodboldakademi.

- Vi boede fire unge spillere sammen i rækkehusene på Bøgildvej - bag handelsskolen og gymnasiet. Jeg boede blandt andre sammen med Razak Pimpong, så Afrika-samarbejdet var også så småt i gang, siger Kristian Bach Bak.

Kampene i gult og blåt var stadig med forældrene på sidelinjen.

- Og så havde jeg også tit mad med til fryseren. Dengang skulle de unge spillere selv sørge for mad. Så vi mødre skiftedes til at fylde fryseren op, siger Nethe Bak Nielsen.

Året efter etableringen af FCM blev Kristian Bach Bak senior og skrev sin første professionelle kontrakt med klubben. Også her med især sin far på sidelinjen.

- Min far har i mange år haft lederjobs og været med til mange ansættelser. Derfor var det trygt for mig, at han var med til forhandlingerne, siger Kristian Bach Bak - og smiler til sin far i den varme forårssol på terrassen; smilet tilbage er tegn til, at han gerne må afsløre, hvordan forhandlingerne forløb de første år:

- Det var med Ørgaard som sportschef. Min far og Jens satte sig overfor hinanden med en pakke cigaretter mellem sig. Når pakken var tom, var de nået til enighed, griner Kristian Bach Bak.


Opbakning i Holland

Tallene på kontrakten blev væsentligt forhøjet, og der blev hentet ekstra assistance til forhandlingerne, da Kristian Bach Bak i 2007 skrev kontrakt med hollandske Heerenveen. Imens forblev opbakningen hjemmefra konstant:

- Det betød meget, at mine forældre så tit som muligt kørte de syv timer til Holland. Diana havde altid Dannebrog med på tribunen, og det kiggede jeg altid efter for at være sikker på, hvor de sad. Det var så vigtigt for mig, at Diana altid og mange gange også mine forældre var der. Igennem hele min karriere har jeg altid talt med mine forældre efter en kamp. Der er mange, der har kommentarer og meninger, men for mig har mine forældres mening altid været vigtig.

I Danmark var forældrene flyttet til Ikast. Arne Bak, der oprindeligt er fra Tulstrup, havde fået lederjob i Risskov, og med deres to øvrige børn, Jakob og Gitte, begge bosat i Engesvang, gav det geografisk mening at flytte til Ikast. Her kunne de i 2010 glæde sig over, at Diana og Kristian flyttede retur til Midtjylland til en ny kontrakt med FCM.

- Det var dejligt at få dem tæt på igen, siger Nethe Bak Nielsen.


Tættere på bænken

Kort tid efter gjorde parret dem også til farmor og farfar. I 2010 blev Karl Konrad født, og i 2015 blev han storebror til Otto Egil. Begge drenge har stort set altid været med på stadion:

- Det har været dejligt for mig, at Nethe og Arne også har været på tribunen. De er altid klar til at give en hånd med, og derfor har det været muligt at have drengene med derind, siger Diana Bach Bak.

Pladsmæssigt er Diana i dag rykket tættere på FCMs bænk:

- Jeg har brug for at kunne se Kristian under kampene for at fornemme hans reaktioner. Da han spillede, kunne jeg se ham hele tiden fra alle pladser. Men jeg skal nu tættere på bænken for at have chancen for at se ham.

Forældrene har også stadig en rolle i forhold til sparring.

- I dag er det helt andre ting, jeg vender med især min far - og ikke nødvendigvis lige efter kampen. Det er mere på det overordnede plan i forhold til for eksempel ledelse. Selv om min far ikke er professor i fodbold, er der som træner mange ting, jeg kan sparre med ham om.

- Arhhh, Arne synes vist selv, han er professor i fodbold, smiler svigerdatteren tværs over havebordet. Og får straks et anerkendende nik tilbage:

- Ja, jeg ved da rigeligt om fodbold til at kunne blive professor, slår far Arne Bak fast.

Som tydelig understregning af det tætte bånd, fodbolden har kittet familien sammen om.

- Jeg har siddet sammen med Nethe og Arne til både alle de bedste og værste fodboldoplevelser i mit liv, siger Diana Bach Bak.


Forfulgt af fodboldbøller

De bedste er blandt andet de to FCM-guldmedaljer.

- Den første danske guldmedalje og så Kristians afskedskamp er vores allerbedste oplevelser, siger Arne Bak:

- Afskedskampen var faktisk næsten større end mesterskabet. Vi kan alle stadig få tårer i øjnene over at tænke tilbage på den, erkender far Arne.

Den værste oplevelse sætter svigerdatter og svigerforældre nærmest synkront ord på: En Heerenveen-sejr over PSV Eindhoven - på Philips Stadium i Eindhoven:

- PSV førte hele kampen, og så scorede Heerenveen til 2-2 kort før tid og til 3-2 i den forlængede spilletid. Vi sad i en lille gruppe af andre familier til Heerenveenspillere, og vi jublede helt vildt ved de to sidste scoringer. Det provokerede de vilde PSV-tilhængere, som pludselig fløj mod os i angreb. Det var simpelt hen en forfærdelig oplevelse. Heldigvis fik kontrollørerne skærmet os af, men da vi bagefter hilste på Kristian i spillerzonen, var han overstadig lykkelig over sejren - mens vi var ligblege over oplevelsen på tribunen, siger Diana Bach Bak.


Genetisk fodboldglæde

I baggrunden på terrassen leger sønnerne som det mest naturlige i verden med et par fodbolde. Og en is i hånden. Karl Konrad kan tage 401 jongleringer - som han aldrig havde lavet andet. Han spiller - som sin far - fodbold i Ikast.

- Mine forældres opbakning har været uvurderlig for mig. Med mit nuværende job har jeg svært ved at nå med til Karl Konrads kampe og træning. Det er jeg ked af, fordi jeg ved, hvad det betyder, og jeg ville ønske, jeg kunne give det videre. Heldigvis har drengene verdens bedste "soccer mom", så den tjans ligger lige nu trygt hos Diana.

Farmor og farfar har i dag syv børnebørn, som de fordeler deres opbakning mellem. I den ligning ser de Karl Konrads kampe, når det passer ind i familieplanneren:

- Vi glæder os over, at Karl Konrad - og sikkert også snart Otto - har så stor glæde af fodbold. Det har givet både Kristian og os som familie mange store oplevelser, siger Arne Bak Nielsen - inden han lige skal med på råd om en gartners planer for haveanlægget omkring Diana og Kristians hus.

Det arbejde skal gøres, mens parret holder en velfortjent ferie i Spanien. Inden en ny fodboldsæson går i gang. Lige om lidt. Sammen med jagten på en ny stor triumf. Hele vejen - i medgang og i modgang - med opbakning fra hele familien Bak på tribunen.


Ordet er dit



Mere Sport