Tip os log ind
  • 1/: Bedømmelseskomitéen og nøglepersoner fra Gludsted tog plads i kreaturvognen, og så gik det ellers i adstadigt tempo rundt om ibyen, hvor der blev gjort stop ved udvalgte steder. Her er man på vej til friskolen med overdommer Carsten Hansen i spidsen.
    Foto: Toke Hage
  • 1/:
  • 1/:
  • 1/: Deltagerne blev fragtet rundt med en traktor.
    Foto: Toke Hage
  • 1/:
  • 1/:
  • 1/:


Gludsted er oppe til vigtig eksamen

I denne uge falder karakteren, der afgør om lokalsamfundet hjemfører titlen som Årets Landsby
07. august 2018, 07.11

gludsted Fredag eftermiddag var Gludsted til eksamen.

Smilene var skruet på, og solen var placeret midt på en blå himmel. Hertil kom kaffe og køligt vand samt hjemmebagte boller med lokal ost, spegepølse af rådyr og hjemmegjort blåbærsyltetøj.

Joh, der blev kræset for dagens censorer med tidligere minister for By-, Bolig- og Landdistrikter Carsten Hansen i spidsen.

Ud over bollerne bestod menuen i Sognegården af masser af velvalgte ord, der på den ene eller anden måde lovpriste Gludsted og omegn.

Der blev ikke sparet på superlativerne fra de omkring 15 nøglepersoner, der hver især gjorde deres til at overbevise bedømmelseskomitéen om, at det netop burde være Gludsted, der fik prædikatet Årets Landsby.


Rundt i kreaturvogn

Da den sidste kaffetår var skyllet ned, og den sidste afleveret, satte Mads Helms sig bag rattet i traktoren, der havde efterspændt en kreaturvogn. Det gik herpå i adstadigt tempo ad Gludsteds gader, så bedømmelseskomitéens seks medlemmer ved selvsyn kunne se, at der var noget om snakken, og at Gludsted havde gjort sig fortjent til en plads i finalen i kampen om at blive Årets Landsby.

Der blev gjort holdt på udvalgte steder, hvor dommerne samt en del Gludstedborgere beså lokale attraktioner både i Gludsted downtown samt i oplandet.

Blandt andet blev der gjort stop ved de synlige tegn på Gludsteds engagement i The International Art Workshop, der har givet byen på iøjenfaldende byporte, ligesom der blev fortalt om byens friskole, og den store økologiske gård Sommerbjerg lidt udenfor Gludsted, fodboldgolf, smedien og Købmandsgården.


Gludsted på podiet

Det er tidligere borgmester Uffe Henneberg, der har indstillet Gludsted til den fornemme pris, der i år uddeles for 22. gang. Sidste år blev vinderen Vallekilde på Sjælland.

Det er Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark, der står bag konkurrencen, der bakkes op af Forenet Kredit, der er sponsor for præmien på de 10.000 kroner, som vinderen får ved en kåringsfest, der finder sted 25. august.

Omkring 25 landsbyer rundt om i kongeriget har meldt sig til konkurrencen i år, hvor finalefeltet altså nu er skåret ned til tre, så Gludsted er sikker på en podieplads.


Varm eftermiddag

Inden Gludsted var bedømmelsesudvalget omkring Ryslinge på Fyn, og lørdag besøgte man så den sidste finaledeltager, nemlig Fejø.

Herefter skal komitéen fordøje de indtryk, som man har fået rundt omkring, inden afgørelsen falder. Der sker formentlig i denne uge.

Efter den mundtlige præsentationen og Tour de Gludsted i kreaturvogn, blev der taget afsked, men dommerne havde pokerface på, så det var umuligt at se, hvad den endelige karakter til Gludsted kommer til at lyde på. Man kan dog allerede nu qua finalepladsen være sikker på at have bestået, inden komitéens endelige dom.

Komitéens formand var dog fra starten særdeles positiv.

- Vi har glædet os til det her. Det er en fornøjelse at opleve den entusiasme og den glæde, som man fornemmer i har for det lokalsamfund, som I lever i. Jeg ser frem til en dejlig og varm eftermiddag, sagde den tidligere minister, da han sammen med alle de andre var bænket i Sognehuset.

Og det fik han så - en dejlig og varm eftermiddag i Gludsted.





Ordet er dit



Mere Gludsted