Tip os log ind
Mayuko Sumioka.
Foto: Pr-foto

Gludsted glæder sig

Når juli begynder går starten på årets Internationale Art Workshop. To uger hvor alle kan komme og kigge og snakke på kryds og tværs
11. juni 2019, 14.28

Gludsted Bannere med tidligere års kunst er hængt op i lygtepælene i Gludsted. Det er et synligt tegn på, at The International Art Workshop er på vej til at flytte ind på Gludsted Friskole.

Styregruppen er godt i gang med planlægningen, og der er brug for mange frivillige til at bidrage med stort og småt.

Projektet er støttet økonomisk af både Ikast-Brande Kommune og flere sponsorer, og sammen med de frivilliges indsats er workshoppen dermed mulig igen i år.


Kunstnere fra mange lande

De kunstnere, som deltager på årets workshop 1.-12. juli, er fra Japan: Yuina Mitsuuchi, Saori Ito, Jin Sugimura og Takashi Tochiyama; fra Brasilien: Newman Schutze og Renato Valle; fra Polen: Wieslawa Markiewicz, Mariola Landowska og Izabela Wolska; fra Tyskland Anna Ditscerlein og Salah Saouli (med libanesisk baggrund) og endelig fra Danmark Mette Mailund Strong og Rie Takauchi Rolighed (med japansk baggrund).

De laver normalt vidt forskelligartet kunst, og det bliver spændende at se, hvad de vil lave i Gludsted, når de får frie tøjler til at folde sig ud og endvidere blive inspireret af naturen, historien og kulturen her.

Børnene må også forsøge sig med deres kreative sider. Derfor er der en børneworkshop for 9-12-årige børn 8.-9. juli. Her vil kunstneren Britta Egebjerg med hjælp fra den lokale Emil Søndergaard tage børnene med ind i gadekunstens forunderlige verden. De kreative udtryksformer kender næsten ingen grænser, når det kommer til street-art, og der skal prøves kræfter med skrotmonstre, perleplader, gasbeton, tapefigurer, fotosten, stencils, stenmaling og skiltebudskaber som kunstneriske udtryk. Byrummet i Gludsted vil blive overrasket - og kulørt! Børneworkshoppen er en del af kommunens sommertilbud til børn "Aktiv Sommer" og man kan tilmelde sig på Ikast Bibliotek 13. juni.


Fernisering

Der er også fernisering for hele den internationale workshop fredag 12. juli.

Ikast-Brande Kommunes formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Helle Mathiasen, åbner ferniseringen, som hun tidligere har gjort.

Kom også til et par hyggelige fællesspisninger de to fredage i Gludsted Sognegård. Den første fredag 5. juli er det kunstnerne, der byder på Mad fra den store Verden.

Den sidste fredag 12. juli er også afslutningen på de to ugers intensive arbejde, så det bliver med en festlig fællesspisning, hvor alle gæster medbringer lidt til en fælles buffet.

I de to uger er der også chancen for at opleve kunst blive til.


Ordet er dit



Mere Gludsted