Tip os log ind

Ægteskab er den ultimative gestus

02. august 2017, 11.41

Janni Vestergaard og Jonas Østerby. Han snakker, hun er mere stille. Han vil helst lave noget hele tiden, hun slapper gerne af i eget selskab og har brug for roen. Hun vil gerne bo i byen, han i landlige omgivelser. Hun elsker huslige sysler, han nyder bestemt hendes indstilling. Den 26. august bliver de mand og kone med efternavnet Østerby Vestergaard. Og de skal vies i Christianshede Kirke af Jonas´ tante, Maj Brit Hvid Christensen, der er sognepræst i Aulum. Bagefter er der fest på Jannis barndomsgård.


Kirkebryllup

Janni begyndte at planlægge brylluppet, så snart datoen var aftalt. Jonas er gået i gang nu - ikke mindst efter, at han til et bryllup for nylig lagde mærke til de mange detaljer, der skulle klappe. Hans hovedansvar er valget af vine. Og dessertvinen er fortsat ikke på plads. Jo, der er nok at tænke på for det unge par! Den hurtigste beslutning var nok "Kirkebryllup". For ingen af dem kan forestille sig andet. At det bliver den smukke landsbykirke i Christianshede er ingen tilfældighed, for den har altid været en del af Jannis liv, og forældrene kommer jævnligt der. Desuden synes parret, at den er hyggelig og charmerende. En fin ramme for bryllup med 86 gæster. De har fravalgt orgel i kirken og i stedet kommer et par efterskoleveninder og spiller saxofon og klaver. Det skal være unikt.

Janni: "Kirkens budskab betyder meget for mig. Og vielsen er da også en måde at bekræfte vores kærlighed på. Vores værdier er kristne grundsten, og derfor begynder vores bryllupsfest i kirken."


Elske og leve med

Her nogle uger inden brylluppet på parrets sommeradresse i Aarhus er der tid til en snak om kærlighed, parforhold og kirkebryllup. Det er 10 år siden, de mødtes første gang på børne-og teen-sommerlejre i Sørvad. De har været kærester i tre år.

"Det er en stor tryghed for mig, at det er mig, han vil have. Og jeg vil have ham. At han vil giftes med mig, siger noget om hans kærlighed til mig. Det er en bekræftelse på, at det er ægteskab, vi vil. Vi deler de samme værdier og holdninger, fx er vi enige om, at man ikke bare bliver skilt. Man kæmper sammen", siger Janni. Jonas tilføjer: "Vi kommer fra familier, hvor det er en tradition at gifte sig. For mig er ægteskab den ultimative gestus overfor den anden: Det er dig, jeg gerne vil tilbringe livet med! Og det er sådan jeg ser Janni. "


Hinanden på førstepladsen

Hos det kommende ægtepar kalder brudgommen arbejdsfordelingen gammeldags, hvilket han er yderst tilpas med: "Jeg ved knap, hvor støvsugeren står, og Janni smører gerne madpakken til mig", griner han og tilføjer for at overbevise, at hun gerne vil det! Hun nikker: "Det er det, der fungerer bedst for os."

På spørgsmålet om, hvordan de håndterer uenigheder, siger Janni: "Jeg synes, man kommer langt med at give plads og bære over med hinanden. Prøve at tænke på, hvad der gør den anden glad. Desuden betyder det meget, at jeg kommer før Jonas´ arbejde. Det er godt. Vi præger hinanden. Lærer nyt."

Jonas tilføjer: "Vi holder fx hyggeaftener og har ikke tv. Det betyder ikke, at vi ingen programmer ser, men vi vælger aktivt at se det samme. Eller vi går ud og spiser. Jeg forsøger at lære, at stilhed og ro ikke er det samme som pinlig tavshed. Janni lærer at dele flere ting med mig. Prøver at være mere åben."


Gratis at blive gift i kirken

I 2016 blev 30.773 par viet i Danmark. Flest bryllupper er der i august, færrest i januar.

Der er mange skikke og traditioner knyttet til et bryllup. Et kirkebryllup kan sagtens foregå med få gæster eller kun to vidner. I kan også blive gift i kirken på en onsdag og i helt almindeligt tøj. Ringe, påklædning, gæster, ris, champagne og bryllupsbil er traditioner, som følges vidt forskelligt.

Medier og brudemagasiner kan give indtryk af, at alle bryllupper er store, dyre fester. Kirkens erfaring siger noget andet. Mange par vies hvert år ved enkle bryllupper. Det vigtigste er, at jeres bryllupsfest bliver, som netop I ønsker det. Bryllupsfesten kan være romantisk, enkel, storslået eller helt privat.

Ved vielsen svarer både brud og gom ja to gange: Til juridisk indgåelse af ægteskab og til at elske og ære hinanden.


Ordet er dit