Tip os log ind
Ikast-Brande Kommune kan for niende gang kalde sig landets mest erhvervsvenlige kommune, og det vækker glæde blandt byrådets medlemmer.
Foto: Henrik Ole Jensen

Guld til Ikast-Brande: Kommunen er landets mest erhvervsvenlige

Dansk Industri hylder for niende gang Ikast-Brande Kommune
09. september 2019, 21.30

Ikast-Brande I Dansk Industris (DI) årlige undersøgelse Lokalt Erhvervsklima 2019 er Ikast-Brande blevet udråbt som »Danmarks bedste erhvervskommune«.

Det er 10. gang, at DI uddeler prisen og niende gang, at Ikast-Brande Kommune løber med sejren.

- Det glæder mig rigtig meget, og jeg må da også sige, at jeg er overrasket over, at vi kan blive ved vinde, siger borgmester Ib Lauritsen (V).

Ikast-Brande Kommune har vundet alle år fra 2010 til 2019 bortset fra i 2012, hvor kommunen fik en andenplads i undersøgelsen.

I år får Ikast-Brande især ros for sin kommunikation med virksomhederne, og den går ifølge borgmesteren begge veje fortstået på den måde, at kommunen har en god dialog med virksomhederne, men virksomhederne er også dygtige til at give lyd fra sig, når de har noget på hjerte, som de mener, kommunen kan hjælpe med.

Administrerende direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen, siger om Ikast-Brande.

- Ikast-Brande Kommune har gjort en flot indsats for det lokale erhvervsliv, hvilket virksomhederne kvitterer for ved at sende kommunen helt i top på ranglisten. Kommunen har prioriteret dialog med virksomhederne og skabt stærke bånd mellem lokalpolitikere og erhvervslivet, der i dag samarbejder om fælles udfordringer som at skabe jobs og sikre en bedre infrastruktur, så både medarbejdere og varer lettere kan transporteres. Det betaler sig, siger Lars Sandahl Sørensen.

Også formanden for DI's lokale afdeling DI Midt Vest, Claus Arberg, roser kommunen.

- Ni ud af 10 førstepladser er jo helt vildt. Særligt når vi ved, at erhvervsklimaet i landets kommuner gennem årene samtidigt er blevet støt bedre. Det gør Ikast-Brandes præstation endnu mere imponerende og inspirerende, siger Claus Arberg i en pressemeddelelse.


Naboerne

På andenpladsen i DI's undersøgelse ligger Herning, mens Ringkøbing-Skjern tager tredjepladsen.

- Jeg var rævestolt sidste år, da vi her i området havde første-, anden- og femtepladsen. Men det skulle altså blive endnu bedre. Jeg håber, det nu - endelig - kan få os til i fællesskab at prale lidt mere af, hvor godt vi gør det, så vi kan inspirere andre. Det her er simpelthen så stærkt gået, siger Claus Arberg.

Hos Herning Kommune, der én gang tidligere har vundet - i 2012 - bliver det altså til en andenplads i år, og det glæder borgmester Lars Krarup (V).

- I Herning Kommune arbejder vi hver eneste dag målrettet for at forbedre forholdene for vores virksomheder. Det er virksomhederne, der skaber arbejdspladser og dermed sikrer, at der er en god og bæredygtig udvikling i vores område. Jeg er glad for og stolt over, at de lokale virksomheder anerkender den indsats, siger han i en pressemeddelelse og roser samtidig sine naboer.

- Først og fremmest tillykke til vores gode naboer i Ikast-Brande med, at de igen-igen tager sejren. Og et stort tillykke til de ligeså gode naboer i Ringkøbing-Skjern med tredjepladsen. At vi tre nabokommuner i år udgør den nationale top tre, sætter for mig en tyk streg under, at kommunerne her i området er deres ansvar bevidst, og vi har noget at have det i, når vi siger, at vi er hjertet i Produktions-Danmark, siger Lars Krarup.

Hos Ikast-Brande Kommunes borgmester går der også en varm tanke ud til nabokommunerne.

- Jeg er glad for vores placering, men det havde heller ikke gjort noget, hvis det var en af vores nabokommuner, der var kommet op foran os. Jeg kunne godt unde Herning at have vundet, siger Ib Lauritsen med et smil.


Undersøgelsen

DI's undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2019, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er 10. år i træk, at DI laver undersøgelsen.

93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar


Ordet er dit



Mere Erhverv