Tip os log ind

Guld værd at hjælpe psykisk sårbare

Kom til møde i Brande eller Ikast sidst i oktober og hør om, hvordan du kan være med til at give hverdagen mening for psykisk sårbare
21. oktober 2015, 15.20

IKAST-BRANDE Hvis du bruger lidt af din fritid til samvær og aktiviteter på et af kommunens centre for psykisk sårbare, får du også selv en masse tilbage. Det kan Johannes Lindvig bekræfte.

- Jeg har en følelse af, at gøre en stor forskel, så personalet får frigivet lidt mere tid til opgaver omkring borgerne. Jeg får meget ros og anerkendelse af mit arbejde her, og jeg har selv været med til at bestemme opgaverne. Sidste år fik jeg blandt andet prisen som Årets ildsjæl og en gave, siger Johannes Lindvig, der er frivillig på Socialpsykiatrisk Center Syd i Brande.

Hvis du skulle have lyst til at høre mere om mulighederne holdes der to orienteringsmøder sidst i oktober. Onsdag den 28. oktober klokken 17.00-18.30 Socialpsykiatrisk Center Syd, Ørbæklundvej 1A i Brande. Torsdag den 29. oktober klokken 17.00-18.30 Socialpsykiatrisk Center Nord, Norgesgade 15-17 i Ikast


Plads til alle

Der er plads til alle typer frivillige, der bliver taget udgangspunkt i, hvad du kan tilbyde og hvor mange timer, du er interesseret i at investere. Som frivillig kan du f.eks. stå for en aktivitet, sidde og være omdrejningspunkt for en snak over en kop kaffe eller et spil yatzy. Måske, stå for yoga-hold eller bruge dine evner i træværkstedet.

Du får en god kontakt til både brugere og personale, og der er opbakning fra personalet til samtaler og rådgivning.

- Du bliver klædt på til opgaven og er selv med til at præge opgaverne. Frivillige medarbejdere er også en del at teamet omkring opgaverne, og de frivilliges perspektiv bliver taget alvorligt. Der er ikke noget med, at de lønnede medarbejdere stiller op med en "jeg ved bedre" holdning, siger Tina Horslund, der er medarbejder i Socialpsykiatrisk Center Nord i Ikast.


Ordet er dit