Tip os log ind
Simon Vanggaards tålmodighed er sluppet op.

»Helt hen i skoven at påstå, Brande er blevet snydt ...«

Viceborgmester Simon Vanggaard (DF) tager bladet fra munden efter udtryk som »snyd« og »ført bag lyset«
04. december 2018, 09.33

IKAST-BRANDE - Jeg er harm over, at nogen kan påstå, at byrådsmedlemmer har snydt og har ført Brande bag lyset.

Sådan lyder den kontante kommentar fra 1. viceborgmester Simon Vanggaard (DF), hos hvem den seneste tids debat og kommentarer og læserbrev fra Brande-egnen har skabt vrede og frustration.

Senest via et læserbrev i Focus, hvori det hævdes, at der er foregået forhandlinger bag lukkede døre, og at mindre erfarne politiker er ført bag lyset af mere erfarne politikere.

Simon Vanggaard understreger, at han udtaler sig personligt og ikke som formand for børne- og undervisningsudvalget og som viceborgmester.

- Det er helt hen i skoven at påstå, at nogle politikere er ført bag lyset. Det er så langt fra virkeligheden. Alle har fået den samme information og de samme muligheder for indflydelse og for at stille spørgsmål til en sag. Det er utilstedeligt at påstå, at nogen er snydt og at der skulle være truffet beslutninger imod Brande.

- Vi træffer beslutninger ud fra et helikopterperspektiv, i forhold til selve sagen, til økonomien, og vi ser både på det korte og det lange perspektiv.


En kvart milliard til Brande

- I en sparetid har vi afsat en kvart milliard kroner til anlægsinvesteringer i Brande. Brande får ny skole, bibliotek, musikskole, tandpleje, borgerservice, legestue til dagplejen, ungdomsskole, SFO, plejehjemsfaciliteter, veje og børnehavefaciliteter. Jeg syntes ikke det er rimeligt overfor de 34.000 kommunale borgere, der ikke bor i Brande, at råbe højt om, at man bliver snydt. Tværtimod burde man tale sin by op. Brande får virkelig et løft, siger Simon Vanggaard.

- Selvfølgelig kan man altid være i tvivl om noget, stille spørgsmål til noget. Så kan man eksempelvis kontakte mig på telefon eller mail. Jeg stiller gerne op til en snak - det var jeg forleden med skolebestyrelsen i Brande. Vi fik en god dialog.

- Men man taler til en lukket dør, hvis man tror, man kan påvirke min beslutning med læserbreve i avisen. Jeg lytter gerne til dem, der kontakter mig - ikke til dem, der bare råber i kor. Og hvis man som medlem af byrådet stiller sig på sidelinjen og siger, at man er snydt, er man så langt fra at være det, et byrådsmedlem skal være. Og så må man finde et flertal udenom mit mandat, siger Simon Vanggaard, der har været i tvivl om, hvorvidt han skulle kommentere på den debat, der verserer.

- Men på et tidspunkt flyder bægeret over. Min tålmodighed med læserbrevsskribenter og enkelte byrådskolleger er sluppet op. Min vurdering er, at vi er et overvældende flertal, der abejder objektivt og konstruktivt for hele kommunen - også for Brande. Jeg er overbevist om, at der bliver truffet beslutninger på et ordenligt og oplyst grundlag.


Ordet er dit



Mere Debat