Tip os log ind
Henrik Engedahl, (V)
Foto: Henrik Ole Jensen

Henrik Engedahl undrer sig over Fælleslistens benspænd

05. oktober 2019, 13.52

LÆSEBREV Ved seneste byrådsmøde besluttede byrådet at lukke børnehaven Kernehuset i Blåhøj. Børnehaven har p.t. ca. 18 børn, og udsigten er at det bliver niveauet også i de kommende år. For at kunne drive en børnehave med de åbningstider, den bemanding og de aktiviteter vi ønsker, er det vurderingen at der minimum skal være en økonomi svarende til ca. 30 børn. Dvs. at børnehaven økonomisk set ikke er bæredygtig med 18 børn.

De seneste år er børnehaven drevet for en økonomi, der ligger under hvad byrådet og de fagligt ansvarlige mener er nødvendigt. Selvom man i Kernehuset har "spinket og sparet", så ender regnskabet med et underskud, som institutionen har dækket ved at bruge opsparede midler. De opsparede midler bliver på denne måde opbrugt i løbet af de kommende måneder.

Ovenstående situation (at Kernehuset p.t. drives på et "sparebudget" og med underskud) er nu øjensynligt gået op for Fælleslistens Henrik Kraglund, der stemte imod lukningen ved byrådets behandling. Fælleslisten ønsker som første punkt på mandagens byrådsmøde sagen genoptaget til ny behandling med henvisning til at underskuddet er mindre end man tidligere havde opfattet. For mig er situationen i Kernehuset imidlertid ingen overraskelse. Naturligvis - og det skal de have ros for - forsøger lederne på kommunens institutioner at drive tingene med den økonomi de har til rådighed. Men der er grænser for hvor længe det her er muligt og forsvarligt.

Derfor landede udfordringen også på byrådets bord med spørgsmålet: "Vil i drive børnehaven videre og tilføre de nødvendige ekstra midler - som så må tages et andet sted i kommunens budget - eller vil i lukke børnehaven eller finde en anden løsning?". Et flertal på 14 ud af 22 byrådsmedlemmer besluttede at lukke børnehaven og at søge dialog med mulige interessenter i forhold til et evt. privat børnehavetilbud.

Forud for beslutningen gik en grundig behandling. 6 behandlinger i udvalg og byråd med 5+12 siders sagsfremstilling samt høringssvar fra 18 forskellige foreninger, udvalg og privatpersoner. Et borgermøde i Blåhøj med stor deltagelse, masser af mails og personlige henvendelser fra borgere og partimedlemmer i området og en række gruppemøder i byrådet.

Sagen er særligt udfordrende fordi en lokal børnehave - ud over det rent økonomiske - har en rigtig stor betydning for lokalområdet og for brugerne af institutionen. Samtidig hænger børnehaven tæt sammen med skole og SFO, og er derfor en vigtig del af det lokale tilbud til børn og familier. Dette er byrådet bestemt gjort opmærksom på. Særligt gennem de mange høringssvar og det store borgermøde.

Det har ikke været en let beslutning, og det er mit indtryk at hele byrådet har overvejet grundigt for og imod. Beslutningen blev i sidste ende som beskrevet.

Nu ønsker Henrik Kraglund og Fælleslisten så sagen genoptaget på baggrund af de "afsløringer" han er kommet frem til. Denne tilgang har jeg ikke oplevet tidligere i min tid i byrådet. Hidtil har vi taget de politiske kampe og drøftelser forud for en sags behandling og beslutning for derefter i fællesskab at respektere beslutningen . men det er naturligvis Fælleslisten demokratiske ret at gøre forsøget.

Min opfordring er at vi holder fast i den hidtidige tilgang og på baggrund af beslutninger i byrådet ser fremad og arbejder for de bedst mulige løsninger. I dette tilfælde de bedst mulige løsninger for børn og voksne i Blåhøj ud fra den beslutning, der nu er truffet på demokratisk vis. Velvidende at det i udgangspunktet er en situation for de direkte berørte, som de ikke havde ønsket sig. Også derfor synes jeg at de fortjener en klar og tydelig behandling uden en masse forvirrende signaler.

Jeg undres over hvad formålet med disse "benspænd" fra Fælleslisten er . for at der er nyt i sagen, det har jeg godt nok svært ved at se. Men måske handler det slet ikke om sagen .


Ordet er dit



Mere Debat