Tip os
  • 1/:
    Foto: Privat
  • 1/:
    Foto: Privat
  • 1/:
    Foto: Privat

Hestlund Efterskole indsamler til rumænske børn

Hestlund Efterskole har netop holdt et sponsorløb til fordel for fattige børn i Rumænien. Resultatet af strabadserne var et indsamlet beløb på over 30.000 kroner
12. januar 2018, 07.28

Humanitært Hestlund Embrace er Hestlund Efterskoles humanitære initiativ. Det er både et valgfag og et projekt for hele skolen - og handler om at 'være noget' for sine medmennesker lokalt såvel som internationalt.

Forleden kastede skolens cirka 80 elever sig ud i et - for nogen - forpustet forsøg på at skrabe et stort beløb sammen til de fattige romaer, som Embrace-holdet skal besøge og hjælpe til april. Viceforstander og Embrace-tovholder, Lars Hansen beretter:

"Øvelsen, et sponsorløb, lykkedes til fulde. De unge mennesker løb solen sort, og deres sponsorer - forældre, bedsteforældre og andre med relation til eleverne, pungede ud over al forventning. Beløbet er godt en tredjedel større, end vi havde turdet håbe på," siger Lars Hansen.

Pengene går ubeskåret til fattige børn i Rumænien - fortrinsvis børnehjemsbørn og romabørn.

"Vi tager til Rumænien til april og overbringer pengene til forskellige værdigt trængende projekter målrettet fattige, udsatte børn. Eleverne beslutter selv hvilke projekter, der skal tilgodeses, efter at have besøgt dem," forklarer Lars Hansen.

Hestlund Efterskole har med Embrace skabt et projekt, der sigter efter at gøre eleverne bedre til at favne deres medmennesker både internationalt og i nærmiljøet. Det udmønter sig blandt andet i en omsorgstjeneste, hvor man tager ud for at hjælpe mennesker, der har det svært på den ene eller den anden måde.



Ordet er dit