Tip os log ind
Stine Skogrand (i.m.) og resten af HIH-holdet skal torsdag forsøge at bryde en ond stime mod Team Esbjerg.
Foto: Flemming Hansen

HIH på svær Final4-jagt hos mestrene

Det kræver en udesejr mod de danske mestre fra Team Esbjerg, hvis Herning-Ikast Håndbold skal med i årets Final4-stævne i den danske pokalturnering
18. september 2019, 12.26

Håndbold 12 gange i træk er spillerne fra Herning-Ikast Håndbold gået skuffet fra banen efter mødet med Team Esbjerg.

Syv af dem har endda været på denne side af nytår - fordelt på to DM-finaler, to EHF Cup-semifinaler, to slutspilsmøder og ét opgør i grundspillet.

Torsdag aften mødes HIH og Team Esbjerg igen. Denne gang i kvartfinalen af Santander Cuppen i Blue Water Dokken i Esbjerg.

Træneren forsøger at lægge sidste sæsons mange nederlag mod Esbjerg bag sig.

- Jeg synes ikke, at der er nogen grund til at sammenligne for meget med sidste sæson. Vi er et nyt hold nu, og vi har en anden fysisk styrke, som vi glæder os til at tage med til Blue Water Dokken, siger Mathias Madsen, cheftræner for Herning-Ikast Håndbold.

En anden faktor, der giver håb om en sejr, er, at Team Esbjerg aktuelt er ramt hårdt af skader i bagkæden.

Den danske landsholdsspiller Annette Jensen har revet korsbåndet over og misser resten af sæsonen, og den hollandske stjernespiller Estavana Polman er tvivlsom med den knæskade, der har holdt hende fra banen i over to uger.

- Det er måske ikke det værste tidspunkt at møde dem. Esbjerg er jo lidt ramt af skader lige nu, så de har ikke helt den ekstra bredde, som de nogle gange har slået os på, pointerer HIH-anfører Stine Skogrand.

Kvartfinalen spilles torsdag klokken 18.30 i Esbjerg og kan ses direkte på TV2 Sport.


Ordet er dit



Mere Sport