Tip os log ind
Allan Ploug Sørensen kommer og holder den første Højskoleformiddag i Ikast.
Foto: Pr-foto

Højskoleformiddag i Ikast Kirkecenter

26. august 2019, 06.10

Kirke Så tages der snart hul på en ny sæson af Højskoleformiddage i Ikast Kirkecenter. Højskoleformiddage er samvær med sange fra Højskolesangbogen og indblik i forskellige emner. Denne sæson er endnu en broget buket af forskelle foredrag, filmfremvisning og studietur.

Første samling i efteråret er torsdag 29. august, hvor Allan Ploug Sørensen, tidligere sognepræst i Gjellerup, har temaet »Højskolesangen og den gode fortælling«.

Allan Ploug er en munter herre, der selv sætter sig bag klaveret og kommenterer sangene, han vælger, ud fra egne tanker og den sammenhæng, sangene er skrevet og benyttet.

Siden følger foredrag med lokale kræfter. Karin A. Vestergaard har i september en formiddag om teologen, præsten og filosoffen K. E. Løgstrup, hvor overskriften er: »Vi er hinandens liv og hinandens skæbne« - et indblik i K.E. Løgstrups tanker.

I oktober holder Birthe Lindved et af hendes gode litteraturforedrag. Denne gang om »Pigen uden navn« af den amerikanske forfatter Christina Baker Kline. Bogen handler om de tog, der fra 1854 til 1929 førte tusindvis af forældreløse børn fra Østkysten til Midtvesten i USA.

I november kommer Jens Peter Garne og stiller spørgsmålet: Kan krigen retfærdiggøres? Svaret bygger blandt andet på Luthers lille skrift med titlen: »Kan soldater have Guds nåde?«. Siden vil han fortælle om sin seneste tur som feltpræst til Irak og sætte ord og billeder på den nutidige virkelighed for danske soldater.

Efter nytår sættes der fokus på 100 års jubilæet for genforeningen med Sønderjylland gennem filmforevisning, foredrag og der sluttes af med en studietur syd for Kongeåen under ledelse af vores tidligere biskop Karsten Nissen.


Ordet er dit



Mere Ikast