Tip os log ind
FC Midtjylland spiller på fredag pokalfinale mod Brøndby.
Foto: Flemming Hansen

Håndsrækning til børn fra trængte familier: FCM Samfund inviterer til pokalfinale

Der venter en oplevelse ud over det sædvanlige for 36 fodboldglade midt- og vestjyske børn fra lav-indkomstfamilier, når de i forbindelse med pokalfinalen for første gang i deres liv besøger København. Børnene er inviteret til pokalfinalen i Parken af FCM Samfund
17. maj 2019, 08.30

Ikast Nogle hoppede, dansede og græd af glæde, da de fik beskeden: At de er blandt de heldige børn, der får chancen for en tur til Parken til pokalfinalen mellem FC Midtjylland og Brøndby.

I alt 36 midt- og vestjyske børn fra økonomisk trængte familier får den gratis oplevelse. Turen foregår i bus, og i København besøger børnene FCMs store Fan Zone udenfor Parken, inden de i sammen går ind på stadion for at heppe på deres fodboldhelte fra FCM.

Børnene kommer fra alle dele af regionen med FCM's 135 samarbejdsklubber, og ingen af dem har før været i nærheden af at opleve en fodboldfinale live på et stadion. En del af børnene har heller aldrig været i København.

Bag initiativet står FCM's sociale responsability-organisation FCM Samfund, der med hjælp fra sine partnere, en række sponsorer og frivillige-organisationer omkring klubben arrangerer og finansierer turen.

- Selv om vi naturligvis er spændte på finalen, så glæder vi os endnu mere til at give netop de her midt- og vestjyske børn en helt speciel tur og oplevelse, siger koordinator Berit Schultz Thynebjerg, FCM Samfund, i en pressemeddelelse.


Græd af glæde

I Spjald i Vestjylland blev der fældet en tåre, hoppet og danset af glæde, da Bente Terp Pedersen, hendes tre børn og en bonusdatter fik beskeden om, at de skal med bussen til pokalfinalen. Familien har en enkelt gang været i København, men med både mor og far på overførselsindkomst efter henholdsvis sygdom og en alvorlig arbejdsskade, har en fodboldfinale aldrig været del af familiens stramt prioriterede budget.

- Vi elsker fodbold. Alle børnene spiller i Spjald IF, hvor min mand også er træner. Så at være med i Parken til en pokalfinale er en kæmpe drøm, som går i opfyldelse for os. Vi glæder os alle helt vildt, og jeg er så glad på mine børns vegne, siger Bente Terp Pedersen.

At bruge sportens styrker og evne til at engagere, glæde og inspirere er netop en af målsætningerne for FCM Samfund.

- Gennem sporten vil vi gøre en forskel for mennesker og bruge fællesskabet omkring fodbolden til at styrke den sociale sammenhængskraft i Midt- og Vestjylland. Siden semifinalesejren har vi knoklet for at gøre pokalfinalen tilgængelige for børn, der ellers aldrig får glæden af opleve stemningen, spændingen og sammenholdet bag en fodboldtur. For mange af børnene på turen ligger sejren i høj grad i at komme afsted og være med i København, Berit Schultz Thynebjerg.

Samtidig glæder FCM Samfund sig over den opbakning, projektet har mødt.

- At bidrage til at give børnene denne oplevelse giver rigtig god mening for os, og vi glæder os over initiativet og over, at vores sponsorkroner kan gøre en forskel, siger Mette E Thygesen fra transportkoncernen ALPI, der sammen med modetøjskoncernen DK Company er de kommercielle partnere i FCM Samfund.


Samarbejdsklubberne

En del af børnene på turen har tidligere modtaget julegaver fra FCM Samfund. En julegave, som blandt andet består af medlemskab til en af de 135 fodbold-samarbejdsklubber i hele regionen rundt om FCM.

- Vi glæder os over, at mange af julegavemodtagerne er begyndt som aktive i fodboldklubberne og får glæde af være del af et fællesskab og får motion. Her oplever de for eksempel, at det betyder noget, at de dukker op til kamp og træning. Det kan være med til at give selvværd. Det er vigtigt for børnene, for klubberne, for sporten og for samfundet, Berit Schultz Thynebjerg.

Pokalturen for de i alt 36 børn og de 22 voksne familiemedlemmer er desuden blevet bakket op økonomisk af et lokalt pengeinstitut, mens en turistvognmand stiller bussen til rådighed, og frivillige kontrollører fra MCH Arena sponserer mad og drikke til deltagerne.


Ordet er dit



Mere Sport