Tip os log ind
Hanne Hebsgaard foran genbrugsbutikken

Home-Start åbner genbrugsbutik i Ikast

HOME-START Den 1. juli overtager Home-Start lokaler i Ikast med henblik på at etablere en genbrugsbutik.
06. marts 2014, 08.36

- Vi ønsker en genbrugsbutik, som relaterer til Homestarts formål om at støtte pressede børnefamilier. Derfor skal sortimentet i butikken være brugt legetøj, børnetøj og børneudstyr som eksempelvis autostole, barnevogne og børnemøbler, fortæller koordinator Hanne Hebsgaard.

- Vi vil gerne skabe en spændende og indbydende butik, hvor det er rart at komme ind at handle, få en kop kaffe og en snak med de frivillige. Og så skal der selvfølgelig være et legehjørne med plads til, at børnene kan være med, siger Hanne Hebsgaard.

Formålet med butikken er desuden at skabe synlighed for Home-Start og være et godt socialt fællesskab for de frivillige. Overskuddet fra butikken vil blive brugt i den lokale Home-Start-afdeling og dermed støtter butikken pressede børnefamilier i Ikast-Brande Kommune.

Tæt på Møllegade

Lokalerne har adresse på Danmarksgade 16B, men vender ud mod Gl. Skolevej i Ikast. Det er der, hvor den kommunale institution Smørblomsten/Tusindfryd i øjeblikket har til huse.

- Vi er helt tilfredse med, at vores genbrugsbutik kommer til at ligge i nærheden af de to andre genbrugsbutikker i Møllegade. Vi tror på, at det vil give en god synergieffekt, fordi man kan gå fra den ene butik til den anden for at lede efter "genbrugsguld", siger Hanne Hebsgaard.

Informationsmøde

Der er brug for 25-30 personer, som vil være frivillige i butikken. Interesserede er velkomne til informationsmøde i Frivilligcenteret, Møllegade 15 i Ikast. Mødet finder sted den 10. marts kl. 15.00-16.30 og den 20. marts kl. 16.30-18.00, hvor Verner Madsen og Hanne Hebsgaard vil fortælle om de tanker og idéer, der ligger bag.

Familievenner og familier søges

Home-Start har brug for flere familievenner, som kan besøge en presset børnefamilie to timer om ugen, for at yde praktisk og venskabelig støtte til forældre og børn. Den 27. marts begynder et nyt forberedelseskursus for familievenner. Flere har allerede meldt sig, men der er stadig plads til flere på kurset.

Pressede børnefamilier med mindst et barn under skolealderen er velkomne til at kontakte koordinator Hanne Hebsgaard, hvis de ønsker en familieven. Det kan være enlige forsørgere, familier med flere små børn, manglende netværk eller forældre med fysisk eller psykisk sygdom.


Ordet er dit