Tip os log ind
Altmuligkvinden Jeanette Ishi Lehn, der ind imellem har jongleret med rigtig mange bolde i luften. Nu er der imidlertid kun få tilbage, og en af dem er den officielle åbning eller afslutning om man vil på byfornyelsesprojektet i Bording. Her er hun fanget på Mødestedet ?
Foto: Flemming Thulstrup

Hun fornyer byer

Jeanette Ishi Lehn er igangsætter, inspirator, katalysator, projektleder, kontaktperson, blæksprutte, praktiske gris og meget andet, når der står byfornyelse på programmetAf Flemming Thulstrup
28. september 2016, 15.52

byfornyelse Hun er en af den slags personer, hvor smilet konstant lurer i mundvigen.

Og når det når øjnene i et af hyppige udbrud signalerer det både imødekommmenhed og opfordrer modtageren til at komme frit-frem med idéer og forslag.

Det er med andre ord det helt rigtige ansigt, når man gerne vil have folk til at åbne sig.

Ansigtet tilhører Jeanette Ishi Lehn.

Hun har været med fra første færd i Bording-projektet og har netop nu hektisk travlt med at få de sidste praktiske ting på plads, hvad angår den officielle afsløring af projektet mandag 3. oktober sidst på eftermiddagen.

- Det har været en utroligt spændende rejse, siger projektlederen og arkitekten fra Ikast-Brande Kommune, der om nogen må siges at være den lokale ekspert i byfornyelse.

Faktisk skal tiden skrues syv-otte år tilbage for at finde frem til starten på Jeanette Ishi Lehns interesse for at forny byer.


Start i Nørre Snede

Det skete nemlig som optakt til byfornyelsen af Nørre Snede, hvor hun henvendte sig til kommunen og pegede på behovet for at gøre noget ved den ret så kedelige by, der blandt de fleste kun var kendt som et stort vejkryds.

Efter fire års byfornyelse, der radikalt har ændret den store landsbys udtryk og i stor udstrækning borgernes selvværd, fortæller bysbarnet Jeanette Ishi Lehn selv om en af de helt store positive tilkendegivelser.

- Det skete, da en flok unge kom hen og fortalte mig, at nu kunne de godt være bekendt at fortælle, hvor de kom fra. Det varmede, siger projektlederen.

I Nørre Snede startede hun faktisk med at indsende et høringssvar, men blev hurtigt koblet på projektet og stod snart i spidsen for det.

Og hvad der startede som et ad hoc-arbejde blev til et fast arbejde hos kommunen.


En rollemodel

Repræsentanter fra RealDania var på besøg i kommunen, og vejen faldt blandt andet forbi Bording, hvor man faldt over et mindre bysamfund, hvor butiksdøden var udbredt, og hvor mismodet efter lukningen af Invita bare voksede.

- Det lå lige for at bruge Bording som rollemodel for, hvordan en by går fra handelsby til en aktiv pendlerby, fortæller Jeanette Ishi Lehn.

Det skete i 2012, og såvel Real Dania som Boligministeriet og Ikast-Brande Kommune fandt, at netop Bording skulle tilgodeses med millioner af kroner.

Siden er det blevet til omkring 26 millioner kroner, der er den endelige regning for projektet i Bording.

Faktisk begyndte de indledende øvelser i Bording, inden der var sat sidste punktum for byfornyelsen i Nørre Snede.

Der var som i Nørre Snede lagt stor vægt på inddragelsen af borgere. Både så man kunne komme med de helt rigtige løsninger, men også så projektet fik et skær af medejerskab.


Super-engagement

Derfor blev der fra starten indkaldt til konference og folkemøder, så alle gode idéer kunne komme frem.

Ved den velbesøgte konference var der ni eksperter, der gav deres bud på, hvad man kunne gøre for at transformere Bording fra en handelsby til en aktiv pendlerby.

Denne konference blev fulgt op af borgermøder, hvor der kom et væld af idéer frem i lyset.

- Der var fra starten stor opbakning bag projektet, og der var utrolig mange lokale ildsjæle, der kom med deres input. Det har i det hele taget været karakteristisk projektet igennem, at borgerne i Bording har deltaget aktivt og fulgt levende med. Folk har været super-engagerede. Der har været tale om en opadgående spiral, hvor flere og flere er blevet inddraget og aktivt har taget del i udarbejdelsen af det idékatalog, som hele projektet i sidste ende har bygget på, siger projektlederen. Hun beskriver idéfasen som kreativt og inspirerende.

- Jeg synes generelt, at øvelsen er mere end vellykket, og at der nu er skabt rammer for, at Bording kan blive den familievenlige pendlerby, der som udgangspunkt var lagt op til, mener den kommunale byfornyer.

- Som udgangspunkt mener jeg, at folk generelt bliver mere glade og tilfredse ved at leve i omgivelser, der er smukke, og hvad angår Bording, så ser jeg byen som en oplagt mulighed for bosættelse af børnefamilier fra Århus-området, siger hun.


Den næste by?

Jeanette Ishi Lehn peger desuden på, at en af grundelementer i udviklingen også bestod i, at folk på tværs af foreningslivet begyndte at tale sammen, og også her er man kommet i mål.

Hun erkender, at der har været tale om en lang proces og forstår udmærket de borgere, der har undret sig over, at der ikke skete noget.

- Men jeg kan forsikre, at der konstant er sket meget, men vi har måske ikke været så gode til at formidle, hvad der er sket, mens borgerne har ventet på noget konkret, siger projektlederen.

Og noget kunne tyde på, at Jeanette Ishi Lehn får nok at se til, også når projektet i Bording er pænt afleveret.

Gode kræfter i såvel Ejstrupholm som Engesvang er langt med idéudvikling og ønsker om anderledes byer.

Om det bliver til omfattende byfornyelser er op til den politiske velvilje, men der er i hvert fald tale om visionære projekter, som lokalpolitikere og embedsværket skal tage stilling til.


Ordet er dit