Tip os log ind
Niels-Jørgen Simonsen.

Hvor er den grønne omstilling blevet af i budgettet?

01. oktober 2018, 11.37

Budgetforlig Hvor er den grønne omstilling, bæredygtighed, miljø, klima og natur blevet af i Herning Kommunes budget?

Herning Kommunes budget er næsten kemisk renset for alt, hvad der har med bæredygtighed og investeringer i grøn omstilling og bedre natur at gøre.

Det ser ud, som om Herning Kommune lukker øjnene for virkeligheden og håber det bedste, når man kigger budgettet igennem. Det ser ud, som om byrådet hænger fast i den gamle verden og fortsætter med gammeldags imperiebyggeri uden hensyn til, at verden og naturen omkring os er i hastig forandring, men det stemmer jo meget godt med de borgerlige løfter i valgkampen - »mere af det samme«.

Hvor er investeringer og initiativer, der skal sætte fart i den grønne omstilling?

Hvor er investeringer og initiativer, der skal fremtidssikre kommunen og gøre den mere bæredygtig?

Hvor er investeringer og initiativer, der skal forbedre miljø, klima og natur? Under valgkampen til byrådet var alle partier, men specielt SF, Enhedslisten og Radikale helt oppe på den store klinge med, at man bekymrede sig om miljø og klima, at man var grønne partier, og nu skulle der gøres en indsats på det grønne område. Hvor blev alle de gyldne løfter af?

Så jeg vil gerne rose de selvudnævnte såkaldte »grønne« partier i byrådet for at lade natur, miljø og klima i stikken og fortsætte med »mere af det samme«, som om intet er hændt. Byrådet lukker øjnene og lader som om, at problemerne med CO2, klimaforandringer, forurening og ubalance i naturen forsvinder af sig selv.

Tillykke ... det er godt gået!


Ordet er dit



Mere Debat