Tip os log ind
  • 1/:
    Foto: Henrik Ole Jensen
  • 1/:
    Foto: Henrik Ole Jensen
  • 1/:
    Foto: Privatfoto
  • 1/:
    Foto: Privatfoto
  • 1/:
    Foto: Privatfoto
  • 1/:
    Foto: Privatfoto

I kø for at komme til Ikast-Brande

Street Art, gavlmalerier og Klosterlund Museum er ikke til at komme udenom som turist i Ikast-Brande
28. juni 2019, 06.56

oplevelser Ikke mindre end 15.000 mennesker havde sidste år fornøjelsen af at opleve den internationale Street Art Festival i Brande og de fantastiske tredimensionelle malerier på gader og gavle.

Malerier der kunne forlede beskueren til at tro, at en gigantisk sommerfugl pludselig lettede fra fortovet, eller at der var blevet bygget en pyramide, som man var nødt til at gå udenom.

I år gentages festivalen fra 28.-30. juni, men malerierne kan ses, indtil regnen har vasket dem væk.

- Det unikke ved festivalen er også, at kunstnerne er internationale.

- Nogle af dem har været her flere gange. De står nærmest i kø for at komme tilbage, siger direktør i Visit Herning, Mette Gottlieb.

- Og det er kunstnere, der er vant til New York og Berlin. Men i Brande er der en helt særlig stemning, som man ikke finder i en storby. Vi tror ofte, det er en svaghed, at vi er små.

- Men det bliver vores styrke på grund af den intensitet, der kan skabes i en mindre by, siger hun.

Når man så alligevel er i Brande for at se på Street Art, så bør man også benytte lejligheden til at kigge på Brandes berømte og unikke gavlmalerier, opfordrer Mette Gottlieb.


En tørvehistorie

En anden attraktion i Ikast-Brande er Klosterlund Museum, som ligger smukt ned til Bølling Sø.

Museet er totalt renoveret, og frivillige har gjort en kæmpe indsats for at bevare det.

- Klosterlund Museum fortæller hele den her tørvehistorie, som hører vores område til. Det har været en stor arbejdsplads tilbage i tiden.

- Næsten alle familier, der kommer her fra egnen har rødder i den historie, og den er fortalt så fint derude, siger turistdirektøren.

Klosterlund Museum har udstillinger med skovens dyr, tørvearbejdets maskiner og originale arkæologiske fund helt tilbage fra jægerstenalderen.

For børnefamilier er der mulighed for fri leg på den store naturlegeplads med udsigt til søen, og de kan også se på gamle landbrugsracer af heste, kaniner, gæs, duer og høns. Desuden viser frivillige i sommerperioden, hvordan det hårde arbejde foregik, dengang mænd gravede tørv med hånd- og maskinkraft.

De smukke omgivelser ved museet indbyder til en gåtur, og man kan også sætte sig og nyde sin medbragte mad under trækronerne.

- Og når man så alligevel er der, så kan man jo tage et smut på Bøllingsø Bryghus bagefter, siger Mette Gottlieb.





Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune